Byggeleg i tidlig alder skal vække interesse for erhvervsudddannelser

En stor kreativ bygge-container, fyldt med byggematerialer og værktøj, er i dag rullet ud til Grauballe Skole i Silkeborg. ByggeKaravanen er et nyt initiativ, der skal vække en interesse for håndværk i en tidlig alder.
ByggeKaravanen

I dag er der rullet en stor bygge-container med byggeleg og opfinderi ud til Grauballe Skole i Silkeborg.

Containeren er fyldt til randen med paller, træ, plader og værktøj, der skal kickstarte de mindste børns opfindsomhed og give dem mulighed for at eksperimentere og skabe med hænderne.

Byggekaravanen ruller ud til børn allerede fra 0. klasse. Det er væsentligt tidligere end andre tiltag, der typisk retter sig mod elever i 8., 9. og 10. klasse. Og det er noget af det, der skal til for at skabe interesse for håndværksfagene, mener Peter Stampe, formand for DI Silkeborg.

”I fremtiden kommer vi til at mangle rigtig mange faguddannede. Derfor er det vigtigt, at vi bruger noget energi på at skabe mere interesse for erhvervsuddannelserne fra børnene er helt små. Det er et initiativ som Byggekaravanen et rigtig godt eksempel på og jeg håber det vil være det første af mange tiltag, der kan udvikle sig i grundskolen,” siger han.

ByggeKaravanen udspringer fra virksomheden Share Republic, som har etableret et samarbejde med Skoleafdelingen i Silkeborg Kommune, Teknisk Skole Silkeborg og VIA. STARK har sponsoreret materialerne og værktøjet, der giver børnene rig mulighed for at bygge, lege og lære på livet løs.

”Initiativet passer rigtig godt sammen med Silkeborg Kommunes vision om, at flere får kendskab til erhvervsuddannelserne, og så er det et godt eksempel på, at vi går sammen om at løfte en vigtig sag og forhåbentlig skabe en positiv forandring”, siger Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune.

I alt har 11 skoler i Silkeborg booket bygge-containeren, der går på tur og skal stå på skolerne i 14 dage ad gangen. Med ByggeKaravanen følger inspirationskort til børnene, undervisningsvejledning til lærerne, og opgaver som kan bruges i undervisningen. I løbet af de to uger møder eleverne også én eller to elever fra Teknisk Skole.

Læs mere på byggekaravenen.dk.

Sidst opdateret