Udsatte familier får én indgang til kommunen

40 familier i Silkeborg Kommune skal i de kommende år kun forholde sig til én sagsbehandler i kommunen. Målet er, at familierne oplever sammenhængende og gennemskuelig hjælp hos kommunen
Samtale mellem to personer De sidste seks måneder har 40 udsatte familier kunnet nøjes med at have kontakt til én person i kommunen.

For Cheri Bahn og kæresten Klaus Ammitzbøl betyder det allerede nu, at de oplever en bedre sammenhæng i samarbejdet med kommunen og mere overskud i hverdagen.

”Vi kan snakke om det hele på én gang – både job, vores børn og alt muligt andet. Det er dejligt, at vores kontaktperson tænker på det hele i stedet for, at vi skal have fat i flere forskellige,” fortæller Cheri Bahn, der sammen med sin kæreste Klaus har sagt ja tak til at være med i projektet.

Hun er især lettet over, at hun ikke længere behøver at lave aftaler med flere forskellige personer.

”Jeg har været langt nede psykisk. Og så kan det godt være uoverskueligt at have aftaler med en masse forskellige sagsbehandlere. De kan også have forskellige meninger om, hvad jeg skal – og det kan både være svært og forvirrende,” forklarer Cheri Bahn.

”Ja, så kan man godt komme til at tænke, hvor er min vej så henne?” tilføjer hendes kæreste, Klaus, der er enig i, at det er rart at kunne nøjes med at have kontakt til én person.

Målet med projektet ”Vi vil mere” er blandt at give familierne en tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, øge familiernes sundhed og trivsel og at hjælpe familierne ud af offentlig forsørgelse.

”Borgerne kommer til at opleve en anden service. Det handler om, at familierne skal blive mere selvhjulpne, så de bliver i stand til at handle på eget initiativ,” forklarer Lone Vieland Mortensen, der er projektleder for ”Vi vil mere”.

Derudover skal projektet skabe mere gennemsigtighed, så det bliver lettere for borgerne at få overblik over deres sag eller handle på deres egne udfordringer.

Bedre udgangspunkt for at hjælpe
Anne-Fie Olesen, der er case manager for Cheri og Klaus, oplever samtidig, at det giver et bedre udgangspunkt for at hjælpe.

”Det giver meget mere fleksibilitet, fordi vi kan arbejde med beskæftigelses- og familiedelen på samme tid. Samtidig er der mulighed for meget mere kontakt, end hvis man kun sidder på ét område ad gangen. Og det betyder, at man kan tage nogle ting i opløbet, der måske ellers var eskaleret,” forklarer hun.

Projekt ”Vi Vil Mere” har modtaget en bevilling på ni millioner kroner fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Projektet løber frem til udgangen af 2016. Efter forsøget udløber i 2016 bliver det besluttet, om tiltaget skal være et permanent tilbud.
Sidst opdateret