Forskning i hvordan det går specialskoleelever

Silkeborg Kommune undersøger, om eleverne fra to skoleårgange kom i arbejde eller uddannelse.
Barn rækkker finger op Hvordan går det unge, som har fået specialundervisning? Det vil Silkeborg Kommune afdække i en ny undersøgelse med assistance fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

Undersøgelsen vil vise, hvordan to ungdomsårgange fra skolerne i Silkeborg Kommune klarer sig på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Der indgår data om alle unge født i 1993 og 1995.

”Vi tjekker alle unge i de to årgange og ser på, om der er forskelle mellem elever fra specialklasser og andre elever. På landsplan er det kun 17 procent af de elever, der har fået specialundervisning, som gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi vil gerne vide, om det også gælder vores elever. Når vi ved, hvordan de klarer sig, kan vi også se, hvor vi kan forbedre os,” siger leder af PPR i Silkeborg Kommune, ledende psykolog Poul Skaarup Jensen.

Forskerne kobler tilgængelig viden om de unge


Det er Silkeborg Kommune, som har taget initiativ til undersøgelsen, men den bliver gennemført af forskere udefra. Datatilsynet har sagt god for at koble tilgængelig viden om de unge:

”Alt bliver jo registreret, og vi kan se, hvordan det går dem på arbejdsmarkedet. Vi har brugt samme metode i en undersøgelse af to årgange fra det tidligere Ringkøbing Amt, men har ikke tidligere forsket i, hvordan det går unge, som har fået specialundervisning, og det er specielt, at en kommune selv sætter forskning i gang,” siger psykolog Lars Peter Andersen fra Universitetsklinikken Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Herning.

Første del af undersøgelsen handler om de unges tilknytning til arbejdsmarked og uddannelsessystem og kontakt til det offentlige i form af ledighed og sygedagpenge. Den afdækker, om de unge tog folkeskolens afgangsprøve, fik specialundervisning eller var på efterskole. Oprindelsesland indgår også.

Næste skridt bliver en undersøgelse med specifikt fokus på, hvor mange af de unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse.
Sidst opdateret