Ny skolestruktur på plads i Silkeborg

Fem skoledistrikter lægges sammen til to, og skolerne skal fremover indgå i otte forpligtende samarbejdsfællesskaber.
Børn og IT

Byrådet i Silkeborg Kommune har 27. juni 2016 vedtaget en ny skolestruktur. Den nye skolestruktur indebærer, at fem skoledistrikter lægges sammen til to, og 23 skoler skal fremover indgå i otte forpligtende samarbejder. Der oprettes desuden fire videnscentre, som skal skabe og indsamle ny viden og formidle den til medarbejderne på alle kommunens skoler.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har vedtaget en struktur, som kan holde et godt stykke ind i 2020’erne. Den nye struktur giver bedre mulighed for at samarbejde på tværs af skolerne, så vi kan holde fokus på udvikling, øget faglighed og større trivsel. Det gør, at vi kan leve op til folkeskolens mål og ambitioner. Skolernes økonomi er dog stadig udfordret, så det er en vigtigt drøftelse i de kommende budgetforhandlinger, siger Søren Kristensen, formand for Børne- og Ungeudvalget i Silkeborg Kommune.

Forpligtende samarbejder

For at understøtte den udvikling, som byrådet ønsker, etableres forpligtende samarbejder mellem 23 skoler i otte grupper af skoler.

- Formålet med det forpligtende samarbejde er at skabe en tæt forbindelse mellem det daglige liv på den enkelte skole og den udvikling, som skal ske i samarbejde med naboskolerne. Det kan f.eks. være flere valgfag på tværs, temadage, bedre uddannelsesvejledning, fokus på fælles udvikling af fagene og udnyttelse af de enkelte skolers faciliteter på tværs, forklarer Søren Kristensen.

Skolerne får mulighed for profillinjer på overbygningsskoler og for aldersintegreret undervisning. Som en konsekvens af etableringen af de forpligtende samarbejder, får nogle skoler nye overbygningsskoler: Vestre Skole bliver overbygningsskole for Gjessø Skole, og Dybkærskolen bliver overbygningsskole for Grauballe Skole fra skoleåret 2017/18. Nuværende elever på Gjessø og Grauballe skoler, der har søskende på de hidtidige overbygningsskoler Frisholm og Fårvang skoler, kan vælge samme overbygningsskole som ældre indskrevne søskende.

Sammenlægning af fem skoledistrikter til to skoledistrikter

Sjørslev, Vinderslev og Kjellerup skoler lægges sammen til et skoledistrikt med fælles ledelse, bestyrelse og økonomi. Det samme sker mellem Funder og Kragelund skoler.

Fire videnscentre

Fire skoler – Buskelundskolen, Sølystskolen, Dybkær Specialskole og Silkeborg Ungdomsskole - udpeges som særlige videnscentre. Videnscentrenes opgave er at understøtte udvikling indenfor hver deres område. De skal opsamle og dele viden bl.a. gennem kompetenceudvikling af medarbejderne ved alle kommunens skoler.

Den videre proces

Ændringerne træder i kraft 1. august 2017. I efteråret 2018 skal den nye skolestruktur og de forpligtende samarbejder evalueres af Børne- og Ungeudvalget. I evalueringen skal blandt andet indgå udviklingen i elevtallet, resultater, kvalitet, trivsel og økonomi.

Med aftalen er der ikke fundet et nyt økonomisk niveau for skolerne, som sikrer kvaliteten ind i 2020’erne. Aftaleparterne er enige om, at skolernes økonomi fortsat er hårdt presset, og at økonomien derfor skal drøftes af byrådet i forbindelse med budgetlægningen for 2017.

For yderligere information:

  • Formand for Børne- og Ungeudvalget Søren Kristensen, tlf. 61 26 57 29.
  • Borgmester Steen Vindum, tlf. 26 29 37 32.

Fakta om ny skolestruktur i Silkeborg Kommune

Den decentrale skolestruktur fastholdes, og der lukkes ikke undervisningssteder.

Fem skoler lægges sammen til to skoler med fælles skoledistrikt, ledelse og økonomi:
  • Sjørslev, Vinderslev og Kjellerup skoler
  • Funder og Kragelund Skoler
23 skoler indgår i forpligtende samarbejder i otte grupper:
  • Sjørslev/Vinderslev/Kjellerup – Thorning – Ans
  • Fårvang – Gjern – Sorring
  • Langsø – Resenbro – Sejs – Voel
  • Frisholm – Bryrup
  • Dybkær – Gødvad – Grauballe
  • Vestre – Gjessø – Virklund
  • Funder/Kragelund – Hvinningdal – Buskelund
  • Balle – Skægkær

Overbygningen for Grauballe Skole flyttes til Dybkær Skole og overbygningen for Gjessø Skole flyttes til Vestre Skole.

Fire skoler udpeges til videnscentre:

  • Buskelundskolen: Videnscenter for aldersintegreret undervisning.
  • Sølystskolen: Videnscenter for sproglig, social og kulturel integration.
  • Dybkær Specialskole: Videnscenter for børn med særlige vanskeligheder.
  • Silkeborg Ungdomsskole: Videnscenter for 10. klasse, Eud10 og GFU.

Såfremt en skole i en treårig periode har færre end 125 børn i 0. til 6. klasse, skal skolens eller afdelingens fremtid drøftes med skolens bestyrelse og ledelse.

Ændringerne træder i kraft 1. august 2017.

Sidst opdateret