IT i skolen

I Silkeborg Kommune arbejder vi på, at alle børn bliver i stand til at begå sig i det digitaliserede samfund. Vores pædagogiske arbejde og undervisningen har fokus på, at eleverne bliver dygtige til at bruge IT, og at de har forståelse for digitale medier.
Børn og IT

Som forældre vil man opleve, at skolerne opfordrer til, at eleverne medbringer sit eget udstyr i skolerne - det kaldes også Bring Your Own Device (BYOD). Det giver mulighed for at få mere IT ind i undervisningen. Samtidig kan eleverne benytte det udstyr, som de allerede kender godt.

Kommunen anbefaler ikke noget bestemt udstyr eller et bestemt mærke i forhold til udstyret.

På skolerne i Silkeborg Kommune arbejder vi med programmer og dokumenter på internettet. Det vil sige, at alle vores undervisningsprogrammer er netbaserede og ikke skal installeres på computeren. Computeren eller tabletten skal derfor have adgang til internettet. Eleverne kan dermed også få adgang til læringsprogrammerne og sit eget skolearbejde hjemmefra, eller hvor de har behov for det. 

Skolerne vil fortsat tilbyde udstyr til de elever, der ikke har mulighed for at medbringe sit eget.

Er du i tvivl om dit barns udstyr eller har andre spørgsmål om IT i undervisningen, kan du kontakte dit barns lærer.