Grundejerforeninger

Nogle steder kræver kommunen, at der skal oprettes en grundejerforening. Disse steder skal kommunen godkende vedtægterne for grundejerforeningen
Agervaenget og Skovvaenget i Bryrup

Kommunen stiller i nogle lokalplaner krav om, at der skal oprettes en grundejerforening. Grundejerforeningen skal typisk sørge for at vedligeholde grønne områder eller andre fælles faciliteter. Kommunen kan også, f.eks. som et vilkår for en dispensation, stille krav om, at der skal oprettes en grundejerforening, selvom det ikke fremgår af en lokalplan.

Læs nedenfor, hvordan en grundejerforening bliver oprettet, vedtægterne vedtaget og vedtægterne godkendt af kommunen.

Har du spørgsmål til oprettelse af grundejerforeninger, kan du kontakte Vej og Trafiksektionen. Har du spørgsmål til indholdet af vedtægter, kan du kontakte Jurateamet.

Kommunen godkender ikke vedtægter for grundejerforeninger, som ikke er oprettet efter krav i lokalplan eller særligt krav fra kommunen. Selvom kommunen ikke skal godkende grundejerforeningen, er den selvfølgelig velkommen til at bruge kommunens vedtægtsskabelon. Har foreningen behov for rådgivning om det nærmere indhold af vedtægterne, må foreningen søge bistand fra f.eks. en advokat. Kommunen må ikke yde juridisk rådgivning.

Processen for vedtagelse af vedtægter for grundejerforeninger

Fold alle ud

Oprettelse af en grundejerforening efter lokalplan

Er der i en lokalplan stillet krav om, at der skal oprettes en grundejerforening, forventer kommunen, at de pågældende udstykkere af grunde i området tager initiativ til, at grundejerforeningen bliver oprettet.

Selve tidspunktet for oprettelsen af grundejerforeningen afhænger af, hvor mange grunde der er solgt og/eller bebygget i lokalplanområdet. Det varierer fra lokalplan til lokalplan.
Grundejerforeningen skal oprettes på en stiftende generalforsamling.

I de områder, hvor det er kommunen selv, der er udstykker og grundsælger, sender kommunen brev ud til grundejerne og indkalder til den stiftende generalforsamling.

I områder, hvor det er private personer/firmaer, der er udstykker og grundsælger forventer kommunen, at den/de private udstykkere selv sørger for oprettelsen af grundejerforeningen.

Vedtægterne for grundejerforeningen

Når selve beslutningen om at oprette grundejerforeningen er truffet, skal grundejerne vedtage vedtægter for grundejerforeningen.

Vedtægterne er grundejerforeningens ”spilleregler”. De bestemmer f.eks., hvor mange stemmer hver grundejer har, hvordan der skal indkaldes til generalforsamlinger, hvem der kan vælges til bestyrelsen osv. Indtil vedtægterne er vedtaget, har foreningen ingen spilleregler for sine beslutninger. I den periode er det derfor vigtigt at opnå størst mulig enighed om beslutningerne. Beslutninger vil dog kunne ændres efterfølgende efter vedtægternes regler, når først vedtægterne er kommet på plads.

Silkeborg Kommune har lavet en skabelon for vedtægter for grundejerforeninger. Se skabelonen i boksen til højre.

Skal kommunens vedtægtsskabelon følges?

Grundejerforeningen er ikke forpligtet til at følge kommunens vedtægtsskabelon til punkt og prikke. Men det er en god idé at tage udgangspunkt i den, da reglerne i skabelonen giver svar på de fleste spørgsmål, som i praksis kan opstå i en grundejerforening. Der er også nogle forhold, som kommunen lægger vægt på bliver reguleret i vedtægterne på den ene eller den anden måde. Og der er regler, som kommunen mener, er så vigtige for, at grundejerforeningerne kan fungere på en demokratisk og betryggende måde, at de skal medtages med den formulering, der fremgår af skabelonen. Eller i hvert fald en tilsvarende formulering.

Foreningen er altid velkommen til at kontakte Jurateamet, hvis foreningen overvejer at skrive noget andet – eller mindre – end det, som står i skabelonen, og ønsker en forhåndstilkendegivelse af, om kommunen vil godkende det.

Foreningens vedtagelse af vedtægterne

Vedtægter skal altid vedtages på en generalforsamling, det vil sige på et møde, som alle grundejere er blevet indkaldt til med et rimeligt varsel. Alle grundejerne skal også med et rimeligt varsel have modtaget et udkast til vedtægter eller kommunens vedtægtsskabelon, så de har haft en reel mulighed for at forholde sig til indholdet.

På den stiftende generalforsamling kan grundejerne måske nå at vedtage vedtægter for grundejerforeningen, f.eks. ud fra kommunens vedtægtsskabelon. Men grundejerne kan også beslutte at udpege en initiativgruppe, en midlertidig bestyrelse eller en midlertidig formand, som får til opgave at lave et udkast til vedtægter og indkalde til en generalforsamling på et senere tidspunkt, hvor vedtægterne kan blive vedtaget.

De vedtagne vedtægter bør underskrives af enten dirigenten på generalforsamlingen eller af bestyrelsesmedlemmerne (eller begge dele). Så er der ingen tvivl om, hvad der er blevet vedtaget.

Når grundejerne har vedtaget vedtægterne, skal der vælges en bestyrelse m.v. efter de spilleregler, som fremgår af vedtægterne.

Kommunens godkendelse af vedtægterne

Vedtægterne skal efter lokalplanen godkendes af kommunen. Vedtægterne kan enten blive godkendt inden vedtagelsen på generalforsamlingen (forhåndsgodkendelse) eller efter vedtagelsen.

Det anbefales, at vedtægterne forhåndsgodkendes hos Jurateamet inden generalforsamlingen, hvis vedtægterne fraviger skabelonen. Så risikerer foreningen ikke at skulle afholde en generalforsamling mere, fordi kommunen stiller krav om ændringer i de vedtægter, som foreningen netop har vedtaget på generalforsamlingen.

Godkendelsespåtegning

Når vedtægterne er godkendt af både generalforsamlingen og kommunen, laver kommunen en godkendelsespåtegning på de originale vedtægter med dirigentens eller bestyrelsens underskrifter. Det vil sige, at Jurateamet noterer på originalen, at det er netop dén udgave, som er blevet godkendt af kommunen.

Godkendelse af ændring af vedtægter, der tidligere er godkendt

De fleste ændringer af / i vedtægter skyldes et ønske fra grundejerforeningen selv. Men det kan også skyldes, at kommunen stiller krav om sammenlægning af én eller flere foreninger.

Ændringer af godkendte vedtægter skal godkendes af Jurateamet. Det sker ved at indsende de originale ændrede vedtægter med underskrift af bestyrelsen eller dirigenten på generalforsamlingen til kommunens godkendelse.

Sidst opdateret