Landzone

Det kan kræve landzonetilladelse, hvis du vil ændre anvendelsen af jordarealer eller bygninger, udstykke eller opføre ny bebyggelse.
Foto

Det landzone, hvis ikke det er byzone eller sommerhusområde.

Se om det er landzone 

Virksomheder i landbrugsbygninger

Erhvervsstyrelsens side om landzonebestemmelserne

Hvis du ønsker at vide mere om landzonebestemmelserne så kig i Vejledning om landzoneadministration Planlovens §§34-38

Du er altid meget velkommen at tage kontakt til Silkeborg Kommune, Teknik- og Miljø, Team Åbent Land for en indledende dialog om dit projekt. Du kan få dit projekt behandlet ved at indsende en ansøgning.


Hensyn

Der indgår altid nedenstående i behandlingen af en ansøgning:

  • Planlægningen (se kommuneplanen herunder din ejendom og vurdering af om det ansøgte er lokalplanpligtigt)
  • Miljø (støj, røg, kloakering og forureningsrisiko)
  • Natur (natur, vandløb, skov og sø)
  • Landskab
  • Kulturmiljø
  • Nabohensyn
  • Klima (oversvømmelsesrisiko, servicestruktur)
  • Vejforhold (trafik, byggelinjer, vej og kollektiv trafik)
  • Afgørelsens betydning for fremtidige lignende afgørelser (præcedens)

Procedure

1. Ansøgning indsendes via knappen øverst til højere på denne side.

2. Sagsbehandlingen påbegyndes normalt senest 14 dage efter modtagelse og hvis det er nødvendigt indhenter sagsbehandleren yderligere oplysninger.

Der kan herefter ske følgende afhængig af den pågældende sag:

  • Ansøger modtager en foreløbig vurdering, hvis det ansøgte ikke umiddelbart kan tillades men hvor der er mulighed for at tilrette projektet.
  • Ansøgningen sendes i naboorientering
  • Hvis naboer indsender bemærkninger sendes disse til partshøring hos dig, så du har mulighed for at komme med bemærkninger til det.
  • Der meddeles enten tilladelse, eller der varsles et afslag med henblik på meddelelse af et endeligt afslag.

Det sker fra tid til anden:

  • at et dialogmøde er nødvendigt,
  • at det ansøgte afgøres i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget,
  • at der stilles vilkår, der for ejers regning tinglyses på ejendommen

Klage

Der er mulighed for at klage over en afgørelse til Planklagenævnet og til domstolene - Klagevejledning


Sagsbehandlingstid

Reglerne om naboorientering, partshøringen og 4 ugers klagefrist medfører, at det minimum tager 8 uger, fra der er ansøgt om zonetilladelse, til en tilladelse kan udnyttes, eller der kan meddeles byggetilladelse m.v.

Der er meget forskel på, hvor lang tid en ansøgning om landzonetilladelse tager afhængig af ansøgningens kompleksitet. Du skal forvente, at der går minimum 8 uger.


Praksis for landzoneafgørelser

Nedenfor kan du se, hvordan Silkeborg Kommune tolker planlovens landzonebestemmelser. Tolkningen er baseret på afgørelser i klagenævnene og tidligere afgørelser i Silkeborg Kommune.

Praksis for landzoneafgørelser

Fold alle ud

Erhverv

Landbrug

En stor del af landbrugsmæssige anlæg og byggerier kræver ikke landzonetilladelse. Men i visse tilfælde gør det, og kommunen skal ofte vurdere det i forhold til andre beskyttelseshensyn.

Landbrugsaktiviteter, der kræver en landzonetilladelse omfatter forædling af landbrugsprodukter, gårdbutikker, nye aktiviteter på dambrug, og publikumsrelaterede aktiviteter.

Stalddørssalg er salg af varer produceret på ejendommen, eller nærliggende ejendomme. Stalddørssalg betragtes som led i den jordbrugsmæssige drift og kræver ikke landzonetilladelse.

Skovbrug

Bygninger til skovdrift skal placeres samlet og i tilknytning til eventuelle hidtidige driftsbygninger.

I skove hvor der bruges traktor, kan en mindre garage være en driftsmæssig nødvendig bygning. I skove over 50 ha kan et maskinhus være driftsmæssigt nødvendigt.

Skydeplatforme, foderhuse, vaskehuse, læsseramper kan være driftsmæssig nødvendige for skovdrften.

Erhverv i overflødige driftsbygninger

Tidligere landbrugsbygninger, der er mere end 5 år gamle, kan indrettes til visse erhverv, hvis bygningerne ikke ombygges væsentligt. Der kan som udgangspunkt fås tilladelse til følgende, når der ikke er trafikale, støjmæssige og spildevandsmæssige problemer, og når det understøtter gårdens aktiviteter og kan drives uden gener for omkringboende: Kursusfaciliteter, restaurant, dambrug, gentagende åbent hus arrangementer, entreprenørvirksomhed, gårdbutik og produktion af vin, øl og frugt/bær.

Nyt erhverv i eksisterende erhvervsbygning

Hvis følgende forhold er gældende kan man som udgangspunkt indrette nye erhvervsvirksomheder i eksisterende erhvervsbygninger.

  • Bygningens tilstand er god og egnet til ansøgte formål
  • Ejendommen ombygges ikke væsentligt – den kan anvendes direkte til det ønskede
  • Ejendommen har inden for 3 år været anvendt erhvervsmæssigt
  • Mindre erhvervsvirksomhed uden store udvidelsesplaner (ikke lokalplanpligt)
  • Mindre påvirkning af omgivelserne (trafik, støj, røg, antal ansatte og spildevand)

Institutioner i eksisterende bygninger i landzone

Som udgangspunkt skal institutioner placeres i byområder, men institutioner kan etableres i landzone, når det ikke er i strid med kommuneplanen.

Der lægges vægt på, at:

  • Institutionen er etableret i en landsby
  • Der er god kollektiv trafik
  • Der er cykelsti
  • Institutionen ligger nær skole
  • Der er stor afstand til øvrige institutioner
  • Der er tale om en satellit til en eksisterende børnehave
  • Ejendommen er kloakeret
  • Det er til børn med særlige behov

Forlystelsesanlæg

Mindre forlystelsesanlæg kan opnå landzonetilladelse, når det ikke er i konflikt med omgivelserne.

Det er væsentligt, at

  • Forlystelsesanlæg etableres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse
  • Aktiviteterne er relateret til det åbne land
  • Anlægget ikke er lokalplanpligtigt
  • Det ansøgte ikke kræver nye store bygninger
  • Det ansøgte ikke kræver lys
  • Området, hvor forlystelsesanlægget ligger, nemt kan reetableres ved forlystelsesanlæggets ophør

Dyrepension, kenneler, dyrehospitaler og hundetræningsbaner

Dyrepension, hunde- og kattekennel, hundetræningsbaner og dyrehospitaler kan etableres i eksisterende bebyggelse dvs. i overflødige erhvervsbebyggelse eller overflødige driftsbygninger.

En hundekennel skal som udgangspunkt have mindst 200 m til nabobeboelse og 300 m til bymæssig bebyggelse.

Ved mere end 4 voksne hunde (ældre end 18 uger) betragtes dyreholdet som erhvervsmæssigt.

Hestehold

Hestehold betragtes som erhvervsmæssigt, når der er mere end 4 voksne heste. Ved erhvervsmæssigt hestehold med mere end 7 avlsdyr kan der uden landzonetilladelse etableres en ridehal med et baneareal på 20 meter x 40 meter samt nødvendige udendørs baner.

Det er en forudsætning, at ridehal og baner etableres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse.

Rideskoler og hestepensioner kræver landzonetilladelse, idet det ikke er landbrugserhverv.

På større rideskoler og større hestepensioner (flere end 20 heste) kan der som udgangspunkt fås landzonetilladelse til ridehal og baner. Anlæggene skal etableres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Som udgangspunkt kan der ikke fås landzonetilladelse til ridehaller med et baneareal større end 20 x 40 (800 m2), dog kan meget store rideskoler have behov for flere ridehaller og baneanlæg.

Mulighederne vurderes ud fra følgende kriterier:

  • Er det en stor ejendom med mere end 5 ha jord?
  • Kan ridehallen og øvrige baner etableres uden gener for naboer?
  • Opføres anlæggene i tilknytning til den eksisterende bebyggelse?
  • Ligger rideskolen/hestepensionen hensigtsmæssigt i forhold til brugere, eksisterende stisystemer og offentlig trafik?
  • Er der rideterræn (ridestier, grusveje eller lign, adgang til skov og hede m.v.)?
  • Er der øvrige rideanlæg i området, der kan benyttes?
  • Er der mulighed for, at andre aktører kan benytte faciliteterne efter nærmere regler herunder vederlag fastlagt af ejer/klub?
  • Er der tale om en økonomisk bæredygtig virksomhed (hjemmeside, beskæftigelsesgrad, antal rideskoleheste, antal elever, jordbesiddelser m.v.)?
  • Ernærer ansøger sig ved hestehold?

Der kan som udgangspunkt ikke gives landzonetilladelse til nye ridehaller når der er tale om mindre rideskoler, en mindre hestepension eller privat hestehold. Der kan være tale om  undtagelser, hvis eksisterende driftsbygning kan indrettes til formålet.

Der kan normalt meddeles tilladelse til mindre ridebaner. Der kan stilles vilkår om hegning og lysanlæg.

Lys, skilte og oplag

Virksomheder kan have brug for skilte, oplag af materiale og lys. Det skal ske på en måde, så det ikke nedsætter kvaliteten af landskabet.

Skiltning må ikke være i strid med naturbeskyttelseslovens § 21.

Belysning af f.eks. ridebaner, boldbaner og hundetræningsbaner kræver landzonetilladelse. Belysningens placering, retning og styrke er afgørende for, hvor meget landskabet omkring påvirkes.

Klagenævnsafgørelser

Overdækninger til bærproduktion

Gyllebeholder på bygningsløs ejendom

Frastykning af bygninger fra landbrugsejendomme, der sammenlægges med en eksisterende landbrugsejendom

Ridehal

Ridehal

Hal til åleopdræt

Hundehold

Udvidelse af døgninstitution

Etablering af opholds- og behandlingssteder

Socialpædagorisk opholdssted

Entreprenørvirksomhed i det åbne land

Autoophug

Containere til fyrværkeri

Tilbygning til og udvidelse af virksomheder

Erhverv og netsalg i Toustrup Stationsby

Boliger, udhuse og garager

Boliger

En ny bolig, genopførelse eller udvidelse af en bolig udover 250 m2 bruttoetageareal kræver landzonetilladelse. Det kan også indbefatte overdækninger, integrerede garager og lignende.

Placering skal ske i tilknytning til ejendommens øvrige bebyggelse. I landsbyer bør placeringen understøtte landsbyens særkende.

En tagetage opført med hanebåndsspær betragtes som udnytteligt boligareal.

Overdækninger indgår i den samlede vurdering.

Der kan som udgangspunkt gives landzonetilladelse til en bolig på 250-300 m2, hvis der ikke er væsentlige modhensyn, og 300-400 m2, når der slet ingen modhensyn er.

Der kan normalt gives landzonetilladelse til at indrette nye boligarealer i overetagen, selvom bruttoetagearealet overstiger 250 m2, hvis der fortsat er tale om én bolig, og at boligens udseende ikke ændres. En bolig kan også udvides over de 250 m² i en overflødiggjort driftsbygning, hvis bygningen ikke væsentligt ændrer karakter ændret karakter er ensbetydende med, at bygningen trods den ændrede funktion fortsat skal ligne sin oprindelse dvs. uden brudte tagflader (kviste o. lign.), uden store vinduer m.v.

Der kan som udgangspunkt opføres et nyt hus til erstatning for en eksisterende bolig. Den hidtidige bolig skal normalt fjernes ved ibrugtagning af den nye bolig.

Der kan som udgangspunkt gives landzonetilladelse til, at der i en overflødiggjort driftsbygning må indrettes et værelse. Når der etableres et køkken, anses det for en ny bolig-enhed.

Opdeling af boliger

Store stuehuse kan som udgangspunkt få en landzonetilladelse til opdeling i flere boliger under forudsætning af, at der for ejers regning tinglyses, at etagearealet ikke kan udvides, og at boligen ikke kan udstykkes.

Et stort stuehus er mindst 400 m2. Boligen skal også være egnet dvs. at opdelingen ikke skal kræve nye udvendige trapper o. lign.

I landsbyer kan der være mulighed for at få tilladelse til at også mindre boliger opdeles i flere boligenheder, idet det kan understøtte livet i landsbyen.

Anden placering af bebyggelse

En ny placering af den samlede bebyggelse må ikke nedsætte landskabelige værdier.

Pavilloner/havestuer

Ved pavillon forstås en fritliggende havestue eller udestue, der ikke er isoleret. Pavilloner, der er under 50 m2 og ligger i tilknytning til den øvrige bebyggelse, kræver ikke landzonetilladelse. Pavilloner, der ikke ligger i tilknytning til den øvrige bebyggelse, kræver altid landzonetilladelse. Tilladelse gives normalt, hvis der er tale om en bygning under 10 m2 der ligger inden for havearealet og bygningen ikke påvirker oplevelsen af det omgivende landskab.

Annekser

Ved anneks forstås en selvstændig bygning til ophold og overnatning, der anvendes som et supplement til en helårsbolig eller sommerhus. Der må gerne være toilet og bad i et anneks, men bygningen må ikke fremstå som en selvstændig bolig. Der kan normalt gives tilladelse til ét anneks på en ejendom.

Boligarealet skal være under 35 m2, svarende til størrelsen for en campinghytte. Annekset skal ligge i tilknytning til den øvrige bebyggelse.

Et eksisterende udhus eller en garage, kan også tillades ombygget til et anneks. Et anneks kan ikke senere udstykkes på en selvstændig grund, og det må ikke anvendes til erhverv.

Udhuse og garager

Udhuse og garager, der ikke opføres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, eller er større end 50 m2, kræver landzonetilladelse.

Som udgangspunkt kan der gives landzonetilladelse til et samlet udhus- og garageareal på op til 100 m2 på beboelsesejendomme og 150 m2 på landbrugsejendomme. Bebyggelsen skal opføres i tilknytning til ejendommens øvrige bebyggelse og må ikke bruges til erhvervsformål.

Der som som udgangspunkt ikke gives landzonetilladelse til, at udhuse ændrer anvendelse til erhverv, kontor eller boligareal såsom værelser, gildesal, jagtstue og lignende. Et udhus til opbevaring må indeholde bryggers, toilet, redskabsrum og depot uden at det kræver landzonetilladelse.

I særlige tilfælde kan der fås landzonetilladelse til større udhusbebyggelse. Eksempelvis:

  • Hvis eksisterende større udhuse fjernes, og det nye areal ikke er større end det eksisterende
  • Hvis placering og udseende ikke nedsætter landskabets værdi
  • Hvis der ansøges om udhusbebyggelse under jorden

Læskur mv.

Primitiv bebyggelse kræver ikke landzonetilladelse, når det primært tjener til opbevaring, parkering og lignende.

Der er tale om primitiv bebyggelse, når følgende er opfyldt:

  • Bygningen har ikke fast bund
  • Bygningen er mindre end 50 m2
  • Mindst en langside er åben
  • Bygningen er enkeltstående

Det er uden betydning, om bygningen er flytbar.

Klagenævnsafgørelser

Forfaldne huse

Bygningers omfang i kvadratmeter

Garager og udhuse m.v.

Genopførelse af bolig indenfor 3 år med ny placering

Udflytning af bebyggelse i det åbne land

Størrelse på boliger

"Huludfyldning"

Nedknusningsanlæg i grusgrav

Bebyggelse i udkanten af byen

Fritidsbebyggelse

Der gives normalt landzonetilladelse til et nyt fritidshus, der erstatter eksisterende et fritidshus med en vis bygningsmæssig værdi. Der vil blive lagt stor vægt på karakteren af det eksisterende fritidshus samt størrelsen af eventuelle nabofritidshuse.

Et fritidshus, der ikke tidligere er udvidet, kan normalt udvises med op til 10%, når det ligger i et område med landskabs- eller naturhensyn og uden for en sommerhusklynge, og når kvadratmeterne skal bruges til køkken, toilet og bad. Udvidelse udover 80-100 m2 kan ikke påregnes. Større fritidshuse bør ligge i sommerhusområder udlagt i kommuneplanen.

For et fritidshushus i en sommerhusklynge kan man forvente tilladelse til at udvide, når størrelsen er sammenfaldende med øvrige sommerhuse med samme beliggenhed i sommerhusklyngen, og når området ikke påvirkes yderligere.

Udenfor sommerhusområder kan der stilles vilkår om begrænsning af perioden, hvor sommerhuset benyttes fra 1. april til 30. september.

Der er en hel del jagthytter, skure og lign, som i BBR-registret er noteret som sommerhus, men som ikke har de faciliteter, der normalt findes i et sommerhus (vand, el, køkken og sovefaciliteter). Der kan ikke forventes landzonetilladelse til at sådanne bygninger må indrettes som sommerhus eller udskiftes med egentlige sommerhuse.

Anvendelse af fritidshus som helårshus

Ansøgninger om anvendelse af fritidshus som helårsbolig uden for udlagte sommerhusområder kan kun imødekommes, når området har karakter af sommerhusområde eller er en del af bymæssigt område, at ejer er pensionist og har ejet den pågældende ejendom i 5 år.

Der kan som udgangspunkt meddeles tilladelse til, at der kan tages ophold fra den 1. april – 30. oktober udenfor sommerhusområder med vilkår om, at sommerhuset uden for denne periode kun må anvendes til kortvarige ferieophold, weekends og lignende.

Statusændring fra fritidshus til helårsbolig

Statusændring fra fritidshus til helårsbeboelse skal som udgangspunkt betragtes som ansøgning om en ny helårsbeboelse, hvorfor der som udgangspunk ikke gives landzonetilladelse. Undtagelser kan omfatte fritidshuse i landsbyer, hvis det tidligere har været helårshus, hvis bygningen det ikke er lang tid siden fritidsboligen har været helårsbolig, og hvis omgivelserne ikke påvirkes negativt.

Rekreativ bebyggelse

Publikumsfaciliteter som sheltere, fugletårne, madpakkehuse og toiletbygninger og lignende kræver landzonetilladelse.

  • Bebyggelsen skal placeres, hvor det er relevant i forhold til den overordnede planlægning for friluftslivet.
  • Bebyggelsen skal understøtte de eksisterende friluftsmuligheder og ligge i tilknytning til det overordnede system af rekreative stier herunder regionale stiruter samt lokale stier af væsentlig betydning. Her indgår både de stier og støttepunkter, som kommunen forvalter og dem, som hører under Naturstyrelsen. ”I tilknytning til” vil sige i en rimelig afstand fra den pågældende sti, normalt indenfor 1 km transportafstand fra stien.
  • Muligheden for at benytte den rekreative bebyggelse skal formidles til offentligheden ved skiltning. Der skal indhentes tilladelse hertil fra naturbeskyttelseslovens §21 (skilteregler).
  • Der stilles krav til udformning, materialer og farver, hvor der lægges vægt på, at der anvendes naturmaterialer, dæmpede neutrale farver, og at bebyggelsen i øvrigt er tilpasset omgivelserne. Der kan også stilles vilkår om vedligeholdelse af bebyggelsen og til fjernelse ved ophørt brug. Ved fjernelse af bebyggelsen skal dette meddeles til kommunen.
  • Når der etableres shelter til mere end 10 personer, skal der være adgang til toilet.

Der stilles krav til udformning, materialer og farver, hvor der lægges vægt på, at der anvendes naturmaterialer, dæmpede neutrale farver, og at bebyggelsen i øvrigt er tilpasset landskabet og omgivelserne. Der kan også stilles vilkår om vedligeholdelse af bebyggelsen og til fjernelse ved ophørt brug.

Klagenævnsafgørelser

Størrelser på sommerhuse

Statusændring fra fritidshus til helårsbeboelse

Opførelse af jagthytte

Oplag og påfyld af jord

Oplag

Udendørs oplag kan kræve en landzonetilladelse, hvis oplaget har en vis størrelse. Der kan stilles vilkår om afskærmende beplantning.

Virksomheder må normalt have et mindre oplag når det ikke skæmmer landskabet, når det er placeret i nær tilknytning til virksomhedens bebyggelse.

Der kan på en ejendom opbevares op til 5 funktionsduelige biler ud over de biler, der bruges dagligt. Bilerne skal placeres i umiddelbar tilknytning til bebyggelsen, så de ikke virker skæmmende.

Påfyld af jord

Tilførsel af jord til et areal kræver i nogle tilfælde en landzonetilladelse.

Det kræver landzonetilladelse, hvis:

  • Jorden er overskudsjord, eller
  • Naboer får væsentlige gener, eller
  • Der er tale om så store mængder, at påfyldet nogen steder bliver mere end en halv meter tykt, eller
  • Arbejdskørslen med jorden strækker sig over en længere periode, eller
  • Landbrugsdriften afbrydes i længere tid.

Terrænændringer vurderes i forhold til den påvirkning, som landskabet påføres.

Jordvolde

Større jordvolde såsom støjvolde kræver landzonetilladelse. Jordvoldes påvirkning af landskabelige værdier, trafiksikkerhed og naturværdier er afgørende for, om der kan gives landzonetilladelse.

Tekniske anlæg

Antenner og master

Antenner, der ønskes placeret højt, skal så vidt muligt placeres på eksisterende høje konstruktioner som master, siloer og skorstene. I så fald kræver det ikke landzonetilladelse, hvis antennen ikke er højere end den konstruktion den placeres på.

Placering af mast til antenner skal ske i tilknytning til større anlæg eller i bymæssig bebyggelse. Master må ikke påvirke visuelt uforstyrrede landskaber og der kan bl.a. stilles vilkår om:

  • At masten fjernes for ejerens regning efter endt brug
  • At master til teleantenner stilles til rådighed for andre operatører
  • At det frastykkede areal, hvor masten opstilles, samtidig med fjernelse af masten afhændes til sammenlægning med eksisterende ejendom
  • At masten ikke må anvendes til reklameformål.

Husstandsvindmøller

Der kan normalt fås landzonetilladelse til møller på mindre end 25 kW og med en totalhøjde under 25 m, når der ikke er væsentlige modhensyn, og når husstandsvindmøllen placeres nærmere end 20 meter fra eksisterende bebyggelse.

Støjgrænser ved omkringboende skal kunne overholdes. Husstandsvindmøllen må ikke placeres, hvor den med sit støjbidrag kan hindre udnyttelse af udpegede områder til store vindmøller. Der skal være mindst 300 m til hidtidig og fremtidig bymæssig bebyggelse og anden støjfølsom anvendelse.

Pilerensningsanlæg

Pilerensningsanlæg til brug for en enkelt husstand kræver ikke landzonetilladelse når det placeres nærmere end 20 m fra bebyggelsen eller i et haveområde. Pilerensningsanlæg i landzone

Regnvandsbassin

Regnvandsbassiner kræver landzonetilladelse og skal indpasses i omgivelserne.

De må ikke placeres i områder med naturværdier og skal udformes så naturligt som muligt. Bassinerne så vidt muligt integreres i bebyggelsens eksisterende grønne områder.

Solenergianlæg

Solceller og solvarmeanlæg på terræn kræver landzonetilladelse. Placeres det på bygninger uden at gøre bygningen væsentligt højere, kræver det ikke landzonetilladelse.

Klagenævnsafgørelser

Antennemaster

Husstandsvindmølle

Frijord og bygningsløse ejendomme

På frijorde og bygningsløse ejendomme kan der normalt ikke fås landzonetilladelse til etablering af eller udvidelse af udhuse, stalde, drivhuse mv.

Der er mulighed for en primitiv bygning til dyrehold se afsnittet under erhverv læskur mv.

Nye søer og fiskesøer

Søer

Man kan få landzonetilladelse til søer, når de forbedrer landskabets kvaliteter og øger naturværdier.

Der er normalt vilkår om:

  • At der ikke etableres øer
  • At brinkernes hældning er 1:5 eller lavere
  • At der ikke udsættes fisk, krebs eller fugle
  • At der ikke fodres i og ved søen
  • At der ikke plantes træer og buske ved søen
  • At der normalt ikke indhegnes
  • Hvor det opgravede materiale skal placeres
  • At der er en afstand på minimum på 5-10 meter til skel
  • At der er en afstand til vandløb på minimum 10 meter

Man kan normalt ikke få tilladelse til søer i ådale, områder af særlig landskabelig interesser og i naturområder.

Fiskesøer

Der kan normalt gives landzonetilladelse til Put and Take-fiskeri i kunstige søer primitiv bebyggelse, hvis aktiviteterne ikke strider mod landskabelige hensyn eller natur- og miljømæssige interesser. Der skal være mulighed for parkering og toilet.

Klagenævnsafgørelser

Etablering af søer i landzone

Etablering af søer i beskyttede naturområder

Sidst opdateret