Aflastning/afløsning

Hør mere her om aflastning
2 børn løber

Har I som familie med et barn med en betydelig funktionsnedsættelse, et behov for støtte til at få familielivet til at hænge bedre sammen, kan I søge om aflastning.

Aflastning kan være med til at give jer mere luft og fornyet energi til hverdagen.

Når der skal bevilges aflastning, skelnes der imellem, om det er barnet eller barnets forældre og familie som har behov for aflastning, og der arbejdes også med flere forskellige former for aflastning, se nedenstående:

Spørgsmål

Bevillingskompetencen ligger hos Myndighed, Børnehandicapcenter. Ønsker du at vide mere om barnepigeaflastning eller aflastningsordningen, er du altid velkommen til at kontakte os.

Hvilke muligheder er der ved aflastning

Fold alle ud

Hvad er aflastning i eget hjem ?

Aflastning/afløsning i hjemmet betyder at aflastningen sker med udgangspunkt fra hjemmet:

  • Der kommer en person hjem til jer og afløser jer ift. pasning og pleje af jeres søn/datter så I kan lave andre ting eller
  • Personen henter jeres søn/datter og laver aktiviteter med barnet udenfor hjemmet så I bliver aflastet og kan lave andre ting

Hvem kan få Aflastning?

Aflastning/afløsning tilbydes til forældre, som passer et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i eget hjem.

Sådan søger du om aflastning

Hvis du tænker at du og din familie har behov for aflastning, skal du tage kontakt til din sagsbehandler i Børnehandicapcentret, hvor du kan få råd og vejledning om det videre forløb. Hvis du ikke har en sagsbehandler i Børnehandicapcentret, skal du henvende dig i Børn og Familiesektionen.

Ved behandlingen af din ansøgning, vil sagsbehandleren sammen med jer, og så vidt muligt også sammen med jeres barn, lave en socialfaglig udredning. Udredningen indeholder en beskrivelse af jeres barns vanskeligheder og ressourcer samt jeres families behov for støtte. Udredningen skal understøttes af udtalelser fra f.eks. dagpleje, børnehave, skole, læge eller andre relevante parter. Børnehandicapcentret skal vælge den eller de støttemuligheder, som bedst kan løse de problemer og behov, der bliver afdækket.

Hvis jeres ansøgning bliver imødekommet, bliver der sammen med jer udarbejdet et matchskema, hvor opgaven beskrives. Matchskemaet bliver videresendt til vores udfører, som herefter foretager et match. Indsatsen skal følges op regelmæssigt.

Hvad er aflastning udenfor hjemmet ?

Aflastning uden for hjemmet betyder, at aflastningen ikke har udgangspunkt i hjemmet. Der er mulighed for flere forskellige aflastningsformer:

  • Netværksaflastning
  • Aflastningsfamilie
  • Aflastningsinstitution

Hvem kan få aflastning uden for hjemmet?

Aflastning/afløsning tilbydes til forældre, som passer et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i eget hjem. Hvis det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte.

Sådan søger du om aflastning

Hvis du tænker at du og din familie har behov for aflastning, skal du tage kontakt til din sagsbehandler i Børnehandicapcentret, hvor du kan få råd og vejledning om det videre forløb. Hvis du ikke har en sagsbehandler i Børnehandicapcentret, skal du henvende dig i Børn og Familiesektionen.

Ved behandlingen af din ansøgning, vil sagsbehandleren sammen med jer, og så vidt muligt også sammen med jeres barn, lave en socialfaglig udredning. Udredningen indeholder en beskrivelse af jeres barns vanskeligheder og ressourcer samt jeres families behov for støtte. Udredningen skal understøttes af udtalelser fra f.eks. dagpleje, børnehave, skole, læge eller andre relevante parter. Børnehandicapcentret skal vælge den eller de støttemuligheder, som bedst kan løse de problemer og behov, der bliver afdækket.

Hvis jeres ansøgning bliver imødekommet, bliver der sammen med jer udarbejdet et matchskema eller en handleplan som bliver videresendt til vores udfører. Udfører har som opgave at finde den/de rette person/er til opgaven. Indsatsen skal følges op regelmæssigt.

Aflastningsfamilie

En aflastningsfamilie er en familie som har lyst og overskud til at invitere et barn med særlige behov ind i familien. Alt efter opgavens karakter, kan aflastningen strikkes sammen på mange måder. Der kan både være tale om aflastning i hverdage og i weekender, ligesom der kan være tale om at barnet har kortere ferieophold hos aflastningsfamilien. Kommunen betaler løn til aflastningsfamilien samt dækker udgifter til barnets kost og logi.

Før aflastning i en aflastningsfamilie kan iværksættes, skal kommunen godkende familien/personen til den konkrete aflastningsopgave, og aflastningsfamilien/personen skal have et tilbud om et kursus i at være plejefamilie. Kommunen skal derudover sikre, at familien/personen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse og modtager supervision som er i overensstemmelse med aflastningsopgaven tyngde og karakter. 

Netværksaflastning

Netværksaflastning anses om en mindre indgribende aflastningsform, og er et tilbud om aflastning fra en person i jeres netværk. Aflastningspersonen skal have dækket omkostninger i forbindelse med barnets eller den unges ophold, og kan efter en konkret vurdering få hel eller delvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Der udbetales ikke løn til aflastningspersonen.
Før netværksaflastning kan iværksættes, skal kommunen godkende personen til den konkrete aflastningsopgave og tilbyde netværksfamilien et kursus i det at være plejefamilie. Kommunen skal derudover sikre, at personen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse og modtager supervision som er i overensstemmelse med aflastningsopgaven tyngde og karakter.

Aflastningsinstitution

En aflastningsinstitution er et pædagogisk tilbud om døgnaflastning til børn i alderen 0 – 18 år. personalesammensætningen på institutionen afhænger af den målgruppe børn, som skal i aflastning, dog vil hovedvægten af medarbejderne have en pædagogisk baggrund.
Mange aflastningsinstitutioner har opbygget aflastningsforløbene i moduler. Modulopbygningen har to formål. Det ene er, at sikre, at der er så stor genkendelighed for børnene som overhoved muligt. Dvs. at det er nogle af de samme børn som er i aflastning på samme tid, og at det pædagogiske personale også er gennemgående. Det andet formål er at sikre en mere effektiv drift.