Anbringelse

Anbringelse uden for hjemmet sker for at tilgodese jeres barns trivsel bedst muligt
Mor og barn

Børn med en funktionsnedsættelse kan have et omfattende behov for pleje, tilsyn og behandling. Derfor kan der i perioder, være behov for anbringelse i et miljø, hvor pædagogisk og sundhedsfagligt personale drager omsorg for jeres barn.

En anbringelse anses som den mest indgribende indsats kommunen kan tilbyde, og sker som udgangspunkt med samtykke fra forældrene., Der kan dog i særlige tilfælde være forhold som gør, at en anbringelse sker uden forældrenes eller den unges samtykke.

Anbringelses muligheder

Fold alle ud

Hvordan kommer anbringelse på tale ?

En anbringelse anses som den mest indgribende indsats et barn eller en familie kan blive udsat for.

Derfor skal I som familie forvente, at kommunen, forud for en anbringelse, vil arbejde med andre og mindre indgribende typer for hjælp og støtte, som kan være med til at forebygge, at en anbringelse bliver nødvendig.

Hvis du tænker at du og din familie har behov for støtte, skal du tage kontakt til din sagsbehandler i Børnehandicapcentret, hvor du kan få råd og vejledning om det videre forløb.

Hvis du ikke har en sagsbehandler i Børnehandicapcentret, skal du henvende dig i Børn og Familiesektionen.

Ved behandlingen af jeres sag, vil sagsbehandleren sammen med jer, og så vidt muligt også sammen med jeres barn, lave en Børnehandicapudredning/børnefaglig undersøgelse.

Formålet med undersøgelsen er at beskrive jeres barns vanskeligheder og ressourcer samt jeres families behov for støtte. Udredningen/undersøgelsen skal understøttes af udtalelser fra f.eks. dagpleje, børnehave, skole, læge eller andre relevante parter. Børnehandicapcentret skal vælge den eller de støttemuligheder, som bedst kan løse de problemer og behov, der bliver afdækket gennem udredningen/undersøgelsen

Anbringelse uden samtykke sker, når

  • Barnets sundhed og udvikling lider alvorlig skade
  • Omsorgen og behandlingen af barnet er utilstrækkelig, og der ikke kan opnås et samarbejde med familien
  • Barnet/den unge bliver udsat for alvorlige overgreb, så som vold i hjemmet
  • Barnet/den unge har alvorlige misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller store sociale vanskeligheder og ikke kan samarbejde om en behandlingsplan
  • Barnet har andre adfærds- eller tilpasningsvanskeligheder.

Anbringelse udenfor hjemmet kan være i en netværksfamilie

En netværksplejefamilie er en familie i jeres netværk, som har lyst og overskud til at få jeres barn i døgnpleje.

Netværksplejefamilien skal have dækket omkostninger i forbindelse med barnets eller den unges ophold, og kan efter en konkret vurdering få hel eller delvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Der udbetales ikke løn til netværksplejefamilien.

Før netværksanbringelsen kan iværksættes, skal kommunen godkende personen til den konkrete opgave og tilbyde et kursus i det at være plejefamilie.

Kommunen skal derudover sikre, at netværkspersonen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse og modtager supervision, som er i overensstemmelse med opgavens tyngde og karakter.

Anbringelse udenfor hjemmet kan være i plejefamilie

En plejefamilie er en familie som har lyst og overskud til at få et barn i døgnpleje.

Det er barnets behov der er afgørende for, hvilken familie der bliver godkendt til opgaven.

Formålet med anbringelsen vil være beskrevet i en lovpligtig handleplan, og danner udgangspunktet for plejefamiliens arbejdsopgave. Kommunen betaler løn til plejefamilien samt dækker udgifter til barnets kost, logi og lommepenge.

Før anbringelsen i en plejefamilie kan iværksættes, skal kommunen godkende familien/personen til den konkrete opgave. Familien/personen skal have et tilbud om et kursus i at være plejefamilie.

Kommunen skal derudover sikre, at familien/personen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse og modtager supervision, som er i overensstemmelse med plejeopgavens tyngde og karakter. 

Anbringelse udenfor hjemmet kan være på en døgninstitution

En døgninstitution er et pædagogisk døgntilbud til børn og unge i alderen 0 – 18 år.

Personalesammensætningen på institutionen afhænger af den målgruppe børn, som bor på institutionen. Dog vil hovedvægten af medarbejderne have en pædagogisk baggrund.

Læs evt. mere om døgninstitution på Solbo