Finn er frivillig iværksætter af ungdomskulturhuset

-Jeg brænder for at lave et sammenhold, der ikke koster penge, men som kan give indhold og mening i
mange menneskers liv.
-Det er sjovt at starte noget op, hvor man kan se, at folk bliver revet med.

Finn Bering Johansen 

Uddannet møbelsnedker

Pædagogmedhjælper på et socialpædagogisk opholdssted og frivillig iværksætter af ungdomskulturhus i Silkeborg

-Det er sjovt at starte noget op, hvor man kan se, at folk bliver revet med. At der tændes et lys i deres øjne, når de får en idé og noget lykkes. Det er grunden til, at jeg gør det her, og jeg kan simpelt hen ikke lade være, forklarer Finn Bering Johansen.

Kulturhus drevet for og af unge

For cirka to måneder siden satte han for første gang nøglen i den lås, som åbner døren til lokalerne, hvor Silkeborgs nye ungdomskulturhus holder til. Og nu sidder han her og kan fortælle om, hvordan 300 engagerede frivillige allerede har meldt sig for at hjælpe med at gøre stedet til en succes. -Jeg brænder for at lave et sammenhold, der ikke koster penge, men som kan give indhold og mening i mange menneskers liv.

Jeg vil gerne have endnu flere unge til at være frivillige, så de kan hjælpe hinanden på kryds og tværs, fortæller Finn, som selv både er idémand og initiativtager bag projektet.

Mødested med mange aktiviteter

Kulturhus Sønderport, som ungdomskulturhuset er døbt, skal ifølge Finn være et mødested for alle byens unge. Her skal være mulighed for at hænge ud, få hjælp i lektiecaféen eller deltage i forskellige arrangementer – for eksempel koncerter, teaterforestillinger og foredrag. Og det hele skal lykkes ved hjælp af frivillige kræfter.

For at koordinere de forskellige tiltag er der nedsat en række grupper i kulturhuset, som skal stå for alt lige fra indsamling af møbler over fondsansøgning til cafédrift – sidstnævnte i øvrigt med planer om at blive et decideret folkekøkken, hvor alle kan komme ind fra gaden og købe sig et godt og billigt måltid mad.

Al hjælp er velkommen

-Vi har brug for folk, som kan alle mulige ting. Og det er underordnet, om man vil bruge en halv time eller flere dage om ugen hernede. Bare man har lyst til at være sammen med unge mennesker og gøre noget for andre.

Lige nu har vi for eksempel en pensionist, som kommer her nogle timer om ugen, og jeg kan se, at det giver indhold i hans liv at være en del af et fællesskab, siger Finn, der selv bruger al sin ledige fritid på at få projekt kulturhus til at køre.

Vil holde på de unge i byen

-Jeg gør dels det her for mig selv, fordi jeg brænder for at se, hvor langt man kan komme ad frivillighedens vej – dels fordi jeg tror på, at de unge er vejen frem, hvis man vil bevare dynamik og liv i byen. Vi bliver nødt til at gøre noget mere for vores unge, så de ikke flytter væk.

Jeg er også sikker på, at kulturhuset vil skabe mere liv i byen, for når sønnike vil ned til os, kører mor med for at shoppe i gågaden, forudser Finn, der også har visioner om at danne en idégruppe – en slags tænketank for unge – som skal komme med forslag til, hvad vi i fællesskab kan gøre for kommunen – vores område.

Sidst opdateret