Silkeborg har helt unikke festivaler

European Festival Association har netop udpeget de 715 festivaler i 39 lande, som har fået tildelt det officielle EFFE-kvalitetsmærke (Europe for Festivals, Festivals for Europe). To af dem har hjemme i Silkeborg. Det er samme antal som Aarhus og København. Og dobbelt så mange som Hamborg.
Festival of Wonder

Det er Riverboat Jazz Festival (21-25 juni) og Festival of Wonder (9-12 november), der er blevet udnævnt til ”bemærkelsesværdige festivaler, der udvikler og iscenesætter kunsten og kulturen, har en stor indflydelse på lokalmiljøet og et globalt udsyn”. EFFE-mærket tildeles altså ikke på baggrund af besøgstal eller billetsalg. Det er selve indholdet i festivalen, der bedømmes af en international jury. 

Det er første gang, at Festival of Wonder, også kendt som dukketeaterfestivalen, modtager EFFE-mærket. Ulla Dengsøe, der er kunstnerisk leder for festivalen, er meget begejstret for udmærkelsen, der understøtter den stærke internationale kunstneriske profil, som kendetegner Festival of Wonder.

”Vi har i forvejen mange internationale gæster, som kommer til Silkeborg for at opføre eller opleve teater af en meget høj kvalitet til Festival of Wonder. EFFE-mærket kan være med til at forstærke opfattelsen af festivalen som en kulturoplevelse, der er værd at rejse langt efter. Desuden er det også et meget værdifuldt netværk at indgå i, når European Festival Association indbyder EFFE-festivalernes ledere til faglige arrangementer med kulturen i fokus.”

Riverboat Jazz Festival har omvendt modtaget mærket tidligere og har været EFFE-festival siden 2015. ”Vi er stolte af EFFE-mærket, fordi det markerer os internationalt som en festival, der er bredt inddragende og har stor impact på lokalsamfundet. Det er nogle værdier, der betyder meget for Riverboat og for vores gæster”, siger sekretariatsleder Line-Marie Hougaard Dencker.

Hos EventSilkeborg er man også glade og stolte over markeringen. 

”Det er altid glædeligt, når Silkeborg får international omtale. Vi talte med Riverboat om EFFE-mærket tidligere på året og anbefalede Festival of Wonder at søge om det. At vi nu har to festivaler med det prædikat i byen er jo virkelig en blåstempling af Silkeborg som kulturby. Det sætter os faktisk på linje med store festivalbyer som København, Göteborg og Edinburgh og sågar over Liverpool, Manchester og Hamborg. Vi håber selvfølgelig, at det kan være med til at løfte festivalerne yderligere, tiltrække endnu dygtigere artister og i sidste ende flere gæster til byen”, lyder det fra Michael Tastesen fra eventsekretariatet i VisitSilkeborg.

I Danmark har i alt 19 festivaler fået udmærkelsen fra EFFE. Udover Silkeborg har også Aarhus og København tp EFFE-festivaler. 


Sidst opdateret