The OverHEARD

Kom og vær med til at skabe nye lydoplevelser gennem kunstprojektet The OverHEARD.
Forest Megaphones

Oplev lyden i Indelukket

Fra den 7. april til den 20. august opstilles værket Forest Megaphones, der består af tre store træmegafoner i skoven på Store Ø i Indelukket. Publikum inviteres til at sætte sig ind i de tre store træmegafoner, tage en pause, og opleve hvordan megafonerne forstærker og fremhæver naturens og omgivelsernes lyde.

Megafonerne bliver din scene for musik, sang og fortællinger

Samtidig giver træmegafonerne mulighed for at udforske andre akustiske lyde end naturens, hvor musik og sang eksempelvis kan udforskes i form af små koncerter. Med andre ord er der mulighed for at benytte Forest Megaphones som en ny scene, hvor lyd kan opleves på en ny og anderledes måde. Her er muligheden for at afholde akustiske koncerter, synge korsang under åben himmel, læse højt inde fra træmegafonernes rør eller hvad I ellers kan finde på.

Mere om The Overheard

Værket er lavet af den estiske kunstner Birgit Õigus, og er en del af kunstprojektet The OverHEARD, der gerne vil invitere alle ind til at være opmærksomme på de levende lyde, der omgiver os, og til at gentænke forskellene mellem lyd, støj og musik.
Projektet består af tre aktiviteter: et udendørs lydspor, et online lydspor og et koncertlydspor. Det udendørs lydspor indebærer seks udendørs lydskulpturer, der er placeret rundt omkring i Region Midtjylland – hvoraf Forest Megaphones er en af disse seks lydskulpturer. Lyden fra disse skulpturer live-streames til en hjemmeside. Via denne hjemmeside kan man få adgang til det online lydspor, hvor man her får mulighed for at høre og mikse den lyd, der bliver live-streamet fra lydskulpturerne. Gennem live koncerter med bands og ensembler, der indkorporerer det streamede lydmateriale i deres sange og kompositioner, vil koncertlydsporet blive skabt. Værket præsenteres af de to lydkunstnere Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund samt Aarhus Universitet.

Kontakt

Hvis du er interesseret i at benytte dig af træmegafonerne til en koncert eller en anden auditiv oplevelse, er du velkommen til at tage kontakt til Cecilie Ravn Kirkegaard på Cecilieravn.kirkegaard@silkeborg.dk med en kort beskrivelse af din idé.
Silkeborg Kommune synliggør alle aktiviteter i megafonerne på facebooksiden ”Kultur i Silkeborg Kommune” samt på kommunens hjemmeside og via pressemeddelelser.

Sidst opdateret