Toner fra Torvedybet

Oplev en unik lyttekoncert med Lydenskab, Andrea Pellegrini og Sorten Muld på byggepladsen.
Torvet 1. juni 2016

Lørdag den 11. juni 2016 fra 10-11.30 kan du få en helt særlig oplevelse på byggepladsen på Torvet i Silkeborg, som aldrig igen vil gentage sig.

Kammerorkestret Lydenskab, operasangeren Andrea Pellegrini og det nordiske orkester Sorten Muld indtager torvedybet som scene og spiller herfra et smukt mix af forskellige musikgenrer.

Det bliver en historisk begivenhed, både fordi torvedybet snart ikke eksisterer længere og fordi den mere eller mindre skjulte megascene i dybet skaber en oplevelse, der først og fremmest skal høres.

”Vi kunne i virkeligheden også have kaldt Toner fra Torvedybet en Open Ear Concert”, fortæller John Bøgelund Frederiksen, Kulturchef i Silkeborg Kommune.

”For ud over at det er helt særligt med en byggeplads som ’scene’, er det også helt unikt at publikum først og fremmest her skal lytte bag hegnet. Og vi forestiller os koncerten som en slags musikalsk installation og at den smukke musik og sang, kommer til at give en helt særlig stemning og oplevelse som man altid vil huske,” siger han.

Toner fra Torvedybet er arrangeret af Silkeborg Kommune og støttet af Østjysk Vækstbånd og Urban Lab, som er et regionalt og netværksbaseret projekt, der fokuserer på fremtidens byrum.

En oplevelse for kunstnerne

Det klassiske ensemble Lydenskab har flere års erfaring med at skabe musikalske installationer på udsædvanlige steder som forladte fabriksbygninger og lignende. Alligevel bliver det en helt særlig oplevelse at skulle spille på så kolossale dimensioner og samtidigt være mere eller mindre skjult for publikum.

”Vi er vildt begejstrede for, at vi har fået mulighed for at skabe en koncert i dette enestående format. Torvets publikum vil komme til at lytte til danske sange i nye formater flettet sammen med klassiske værker, vuggesange og elektronisk knitren. Musik, der i mødet mellem det klassiske fra Lydenskab og orkesteret Sorten Muld, vil spænde over en tidsperiode på 400 år. Fra fortid til nutid,” fortæller Thea Vesti fra kammerorkestret Lydenskab.

Valget af flere forskellige genrer er langt fra tilfældigt.

”Vi har valgt dette usædvanlige hold af musikere, fordi de med deres forskellige musikalske udtryk, der spænder fra kammermusik over operasang til elektronisk lyd og nordisk klang kan skabe en særlig dragende musikalsk atmosfære,” fortæller kulturkonsulent i Silkeborg Kommune, Ghita Warrer.

Genoplev koncerten på film

Koncerteventen bliver filmet og et par dage efter vil publikum kunne genopleve koncerten og få musikerne at se ved at klikke ind på Silkeborg Kommunes hjemmeside og facebooksiden ”Kultur i Silkeborg Kommune”.

Vil du vide mere om Torveprojektet og se det nye torv?

Læs mere på hjemmesiden "Torvet i Silkeborg", hvor vi løbende informerer om byggeprocessen.

For yderligere oplysninger kontakt:

- Ghita Warrer, kulturkonsulent Silkeborg Kommune, 21 76 41 72
- John Bøgelund Frederiksen, Kultur- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune, 20 83 58 35
- Thea Vesti, musiker i kammerorkestret Lydenskab, 28571035

Oplev kammerorkestret Lydsenskab, operasanger Andrea Pellegrini og det nordiske orkester Sorten Muld

  • Andrea Pellegrini PR billede
  • Lydenskab PR billede
  • Sorten Muld PR billede
Sidst opdateret