Regler for adgang til naturen

Du har som hovedregel ret til at gå i naturen og landskabet. Det står i naturbeskyttelseslovens regler om offentlighedens adgang.
Foto af fuglekiggere på heden

Naturbeskyttelseslovens regler for adgang til naturen gælder for skove, udyrkede arealer, veje og stier i det åbne land.

Der er også bestemmelser om, hvornår veje og stier i det åbne land må blive nedlagt.

Reglerne gælder ikke i bymæssig bebyggelse.

Læs mere om adgang til naturen

Fold alle ud

Adgang til fortidsminder

Fortidsminder er en del af vores fælles historie, og mange af dem har du adgang til.

billede af gravhøj

Hvornår er der adgang til fortidsminder?

Fortidsminder på offentlig ejet jord er der normalt adgang til. Der kan også være adgang til fortidsminder på privat ejet jord, hvis en vej eller sti fører dertil, eller hvis fortidsmindet ligger på et areal med offentlig adgang.

Links

Læs Kulturstyrelsens Fund og fortidsminder

Læs Kulturstyrelsens Alt om fortidsminder

Læs Danmarks Kulturarvsforenings Fortidsmindeguide

Adgang til skove

Du må normalt gerne gå og cykle i skovene, men du skal følge visse ordensregler.

billede af en skovvej

Skovenes ordensregler

Skove er åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, hvis du kan komme til skovområdet på lovlig vis.

Adgang til skovene sker på dit eget ansvar, og hunde skal altid føres i snor. I private skove må du kun gå og cykle på skovens stier og veje. I offentlige skove må du også gå i skovbunden. Du må ikke tage ophold inden for 150 m fra beboelses- og driftsbygninger, men du må gerne gå forbi bygningerne.

Der er adgang til skoven fra kl. 6 til solnedgang.

Hvornår kan skoven lukkes for adgang?

Små skovområder, der samlet set er under 5 ha, kan lukkes for offentlig adgang.

En skovejer kan også forbyde adgang på dage, hvor der holdes jagt, eller i områder med intensivt skovningsarbejde. Det vil ske ved skiltning på de aktuelle dage.

Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må heller ikke opsættes usædvanlige hegn omkring skove eller skilte med fx ”privat – ingen adgang”, hvis der er lovlig adgang.

Links

Læs mere om adgangsreglerne på Naturstyrelsens hjemmeside.

Læs lovteksten på Retsinformations hjemmeside.

Adgang til udyrkede arealer

Mange udyrkede arealer er åbne for offentlig adgang. Det gælder fx enge, heder og overdrev.

billede af folk på naturvandring

Hvor må jeg gå?

Du må som regel gerne gå en tur på udyrkede arealer. Hvis de er private, er adgangen dog begrænset fra kl. 6 til solnedgang. Ejeren kan også lukke for adgang på dage med jagt, eller hvis der sker intensivt landbrugsarbejde. Hunde skal altid føres i snor.

Det er ikke tilladt at tage ophold inden for 150 m fra boliger og driftsbygninger, men du må gerne gå forbi dem.

Må jeg gå i indhegninger?

Adgang til private dyrefolde er forbudt. I perioder, hvor der ikke går husdyr i indhegningerne, er der normalt adgang gennem låger og led. Der kan være adgang til offentlige dyrefolde, selvom der går dyr. Se skiltet på lågen. Her er det særlig vigtigt, at hunde føres i snor.

Må jeg ride og cykle?

Du må hverken ride eller cykle på udyrkede arealer, medmindre du har fået lov af ejeren. Du må gerne færdes på cykel eller til hest på egnede stier, der passerer gennem udyrkede arealer.

Må jeg lave et større arrangement?

Arrangementer for mere end 30 personer kræver tilladelse fra ejeren. For skoleklasser, spejdere og lignende er antallet dog 50. Det er altid en god idé at spørge ejeren, selvom I er færre.

Hvis et arrangement skal annonceres, skal du altid spørge ejeren først. Arrangementet må ikke annonceres, før ejeren har givet tilladelse. Erhvervsmæssige aktiviteter og sportsarrangementer som fx orienteringsløb må kun ske med ejerens tilladelse uanset antal deltagere.

Links

Læs mere om adgangsreglerne på Naturstyrelsens hjemmeside

Læs lovteksten på Retsinformations hjemmeside

Adgang til veje og stier

Veje og stier i det åbne land er normalt åbne for adgang til fods og på cykel.

billede af natursti

Færdsel på veje og stier i det åbne land

Du må som hovedregel gå og cykle på veje og stier i det åbne land. Det gælder også grusveje, markveje, blinde veje, private veje osv.

Kan veje og stier lukkes for færdsel?

Færdsel på veje og stier i det åbne land kan kun forbydes:

  • hvis den er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen
  • hvis den i særlig grad generer privatlivets fred
  • hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv

Hvornår må en vej eller sti lukkes?

Hvis der er tale om helt særlige omstændigheder, kan kommunen afgøre, at offentlighedens adgang kan forbydes. Det er ikke nok, at vejen eller stien går tæt forbi bygninger eller haver. Det er forbudt at skilte med ”Privat vej” eller lignende uden at have fået tilladelse fra kommunen først.

Kan veje og stier lukkes midlertidigt?

Færdsel på private veje og -stier kan godt forbydes på enkelte dage, hvor der holdes jagt, eller hvor færdslen, på grund af intensivt landbrugsarbejde, kan være forbundet med fare.

Links

Nedlæggelse af veje og stier

Mange veje og stier i det åbne land er gennem tiden blevet nedlagt, fordi marker er blevet lagt sammen. I dag er vejene og stierne derfor beskyttede.

billede af markvej 

Hvilke veje og stier i det åbne land er beskyttede?

  • gennemgående veje og stier
  • veje og stier, der fører til naturtyper, hvor offentligheden har adgang (skove, strande, udyrkede arealer mv)
  • veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende.

Må jeg nedlægge en vej eller sti?

En nedlæggelse betyder, at vejen/stien fysisk fjernes, fx ved at den pløjes op. Du må kun nedlægge en vej eller sti i det åbne land, hvis du har fået tilladelse fra kommunen.

Spærring af en vej/sti med bomme, skiltning og lignende er ikke en nedlæggelse og er normalt ulovligt.

Hvordan søger jeg om tilladelse?

Send en anmeldelse til kommunen om, at vejen/stien ønskes nedlagt. Kommunen har derefter 4 uger til at beslutte, om vejens/stiens rekreative betydning skal vurderes nærmere. I så fald får du skriftlig besked.

Hører du ikke fra kommunen inden for de 4 uger, kan du uden videre nedlægge vejen/stien.

Hvad er en nærmere vurdering?

Kommunen laver en høring af beboerne i området ved annoncering i den lokale avis. Eventuelt suppleres med direkte henvendelse til berørte parter. Kommunen undersøger også vejens/stiens kulturhistoriske baggrund; fx om det er en skolesti eller kirkesti.

Viser vurderingen, at vejen/stien har væsentlig rekreativ betydning, og at der ikke er andre adgangsmuligheder, får du normalt ikke lov til at nedlægge den. Somme tider kan vejen/stien flyttes, så den bliver mindre generende for ejeren. Den nye beliggenhed vil ofte blive tinglyst på ejendommen.

Kan jeg klage over afgørelsen?

Du kan klage over kommunens afgørelser til Natur- og Miljøklagenævnet, hvis du er klageberettiget. Det gælder både afgørelsen om, at der skal ske en nærmere vurdering af vejens/stiens betydning, og afgørelsen om, hvorvidt vejen/stien må nedlægges.

Links

Sidst opdateret