Mere slyng i Haller Å

Sammen med lodsejere og lystfiskere har Silkeborg Kommune gendannet natur i åen ved Kong Knaps Dige, hvor Hærvejen krydser Haller Å.
Haller Å

Odderen, vandstæren, isfuglen og bjergvipstjærten er allerede rykket ind, og en dag får de følgeskab af havørreder.
 
Det er i hvert fald forhåbningerne til et projekt, der genskaber naturen på en fem-seks kilometer lang strækning af Haller Å. Bag å-projektet står samtlige lodsejere, lystfiskerforeningerne i Karup Å Sammenslutningen og Silkeborg Kommune:

”Det er igen lykkedes at skabe et naturplejeprojekt i samarbejde med lodsejere og andre med interesse i sagen. Alle lodsejere har bakket op, og vi har ikke betalt en krone i erstatning,” fortæller miljøtekniker Aage Ebbesen, Silkeborg Kommune.

Det var en lodsejer, som tog initiativ til projektet, og alle har bidraget. Lodsejerne har lagt jorden til gratis, og de har brugt mange arbejdstimer ved åen. Karup Å Sammenslutningen har betalt for grus og sten, og lystfiskerne har hjulpet med at lægge det ud i åen.

"Det er den dejligste å, og det er sørgeligt at se, hvor lidt liv der er. Nu har Silkeborg Kommune gjort sin del, og vi ser frem til, at myndighederne får løst problemerne med spærringerne ved Sangild Dambrug, så der igen bliver fri passage for faunaen,” siger en af initiativtagerne Leif Egholm

Der er lagt grus og sten ud over fem-seks kilometer i åen, to strækninger slynger sig som i gamle dage, spærringer er fjernet og vandhuller renset op. Der er lavet bekkasinskrab til glæde for vadefuglene, og det kan også bruges af kronvildtet som sølehuller.

Før ørrederne kan springe i åen, skal der dog fjernes spærringer ved Sangild Dambrug:

”Vi arbejder på en løsning, der vil fjerne de to spærringer uden at genere dambrugets drift, og når der bliver fri passage, vil denne strækning kunne bidrage med et pænt antal havørredsmolt til Karup Å systemet,” siger miljøtekniker Aage Ebbesen.

Se TV2 Østjyllands indslag: Å-løb tilbage til naturen

 

Sidst opdateret