Nu skæres grøden i Gudenåen igen ved Kongensbro

Efter den seneste tids høje vandstand i Gudenåen igangsættes supplerende grødeskæring i Gudenåen på strækningen fra Tange Sø til Kongensbro.

Vandløbsmyndigheden i Silkeborg Kommune har bedt Gudenaacentralen om at igangsætte en supplerende grødeskæring på strækningen af Gudenåen fra Tange Sø til Kongensbro mandag 14. august. Grødeskæringen forventes gennemført på 1-2 dage.

Marker og ejendomme i området er generet af høj vandstand i Gudenåen efter en periode med meget nedbør, blandt andet ved Kongensbro Kro. Vandløbsmyndigheden i Silkeborg Kommune er bekymret for, at nedbørshændelser i den kommende tid kan medføre nye vandstandsstigninger.

Der er tale om en supplerende indsats i forlængelse af den ordinære grødeskæring og anvendelse af den såkaldte Aalborg-metode på en delstrækning.

Vandet kan ikke strømme frit på strækningen op til Kongensbro på grund af massiv forekomst af båndblade af planten pindsvineknop. En ekstra grødeskæring kan bidrage til at sikre en strømrende, der forbedrer afvandingen og modvirker vandstandsstigninger.

Du kan følge med i udviklingen i vandstand på Gudenå-strækningen via Gudenåkomiteens hjemmeside.

Yderligere oplysninger kan fås hos borgmester Steen Vindum
på 8970 1301

Sidst opdateret