Regulering af råger

Råger er fredede, men rågekolonier kan være meget støjende naboer. Er generne store kan du søge Naturstyrelsen om tilladelse til at regulere bestanden. De lokale jagtforeninger regulerer hvert år rågeunger på de kommunale arealer, hvor fuglene er til væsentlig gene for omgivelserne.

Er du generet af råger?

Du kan søge Naturstyrelsen om tilladelse til at regulere råger på private arealer. Det er grundejeren, der afgør om han/hun ønsker regulering på sin ejendom, og det er kun grundejeren, der kan søge om tilladelse til regulering.

Kontakt Naturstyrelsens vildtkonsulent, hvis du har spørgsmål til regulering af råger på private arealer eller Naturstyrelsens arealer.

Læs mere om at søge tilladelse til regulering af råger på Naturstyrelsens hjemmeside.

Råger på kommunale arealer

Silkeborg Kommune søger hvert år om tilladelse til regulering af råger på de kommunale arealer, hvor fuglene er til væsentlig gene for omgivelserne. Især ved rågekolonier tæt på beboelseskvarterer kan der opstå konflikter på grund af støj og ekskrementer.

Reguleringen udføres af frivillige jægere fra de lokale jagtforeninger. Jægerne medbringer gyldigt jagttegn, legitimationskort fra Silkeborg Kommune, samt en kopi af tilladelsen til rågereguleringen på det pågældende sted. Kommunen kræver af de frivillige, at de selv indhenter de fornødne tilladelser, der kræves fra politiet til at afgive skud i bymæssig bebyggelse.

Reguleringen sker ved nedskydning af rågeunger uden for reden i perioden 1. maj - 15. juni. 

Der er i 2016 skudt 1156 stk. rågeunger. Faldet i udbytte fra sidste år (1798 stk. i 2015) skyldes primært, at ungerne pga. vejret i foråret var sent udviklede, og træerne nåede at springe helt ud før ungerne forlod rederne. Når træerne er fuldt udsprungne, er det svært for jægerne at se rågeungerne.
På landsplan reguleres årligt omkring 100.000 råger.

I de seneste år er der foretaget regulering af rågeunger i nedenstående kolonier:

Silkeborg:
Bredhøjsvinget, Dalsvinget, Hejrevej, Jernbanevej, Kejlstruphøjvej, Kejlstrupvej, Lyngsøvej, Nis Pedersens vej, Vestergade og Vibevej.

 

Kjellerup:
Skovbrynet, Vestergade/Fredensgade og Dommerparken.

 

Fårvang:Lanstigvej

Har du kendskab til andre kolonier i byområderne, eller har du spørgsmål ang. rågekolonierne og reguleringen på kommunale arealer, kan du kontakte Kristian Nielsen, tlf. 8970 1516 eller e-mail: krni@silkeborg.dk 
 

Regler og lovgivning

Rågen er en fredet fugl, da der ifølge det gældende EU-fuglebeskyttelsesdirektiv ikke kan fastsættes jagttid. Fredningen gælder også æg og unger. 

Loven giver mulighed for regulering af råger, men der er ingen jagttid på dem. Regulering af råger kræver i alle tilfælde tilladelse fra Naturstyrelsen.

Der kan søges tilladelse til følgende:

  • Rågeunger i rågekolonier må reguleres udenfor reden i perioden 1. maj - 15. juni.
  • Voksne råger kan reguleres i kolonier inden redebygning og æglægning (typisk i perioden 15. februar – 31. marts)
  • Rågeunger kan reguleres på ikke høstede marker i perioden 1. maj – 30. juni
  • Råger der optræder i større flokke på ikke høstede og nysåede marker, må reguleres i perioden 1. juli – 30. september.
  • Samt "andre" særlige tilfælde, fx nedtagning af reder før æglægning.
Lovgivningen administreres af Naturstyrelsen. 
Sidst opdateret