Mestring

Grafik Mestring - Du kan mest selv, når du gør mest selv. Mange mennesker tænker ikke over den store værdi, der ligger i at mestre dagligdagens gøremål. I hvert fald ikke før evnen er nedsat eller helt væk.

Men det at kunne gå i bad, smøre sig en mad, tørre støv af, lægge tøj sammen eller handle ind på egen hånd betyder rigtig meget for vores livskvalitet. Erfaringen viser nemlig, at når vi øger funktionsniveauet, stiger livskvaliteten. Det giver samtidig en bedre sundhed og sætter gang i en positiv spiral, der får os til at kunne endnu mere.

I Silkeborg Kommune ønsker vi livsglade og sunde borgere. Derfor har vi spurgt os selv, hvad vi kan gøre for at sikre, at borgerne kan klare mest muligt selv længst muligt.

Vi mener, at det er vores opgave at støtte, vejlede og træne borgerne til at kunne mestre dagligdagens gøremål længst muligt. Vores motto er "Du kan mest selv, når du gør mest selv".

Hvad betyder det for mig?

Alle borgere, der i dag får hjemmehjælp fra kommunen, bliver fremover mødt af personale, som har fokus på at træne og vejlede.

Vi ser på den enkeltes behov og finder i fællesskab ud af, hvad målet skal være. Planen er derfor individuel fra person til person.

I et samarbejde med den enkelte borger - og eventuelt pårørende - træner vi borgeren til gradvist at mestre mere og mere selv. Når vi netop bruger ordet "samarbejde", er det fordi, vi lægger stor vægt på det.

Sundheds- og omsorgspersonalet kan ikke "flytte ben" - men de kan motivere og vejlede, så der sker en forandring for den enkelte borger.

Læs mere om Mestring

Sidst opdateret