Langtidssygemeldte får kultur på recept

Silkeborg Kommune får 1,85 mio. kr. til projektet ”Kultur på recept”, der skal undersøge, om kulturoplevelser kan hjælpe langtidssygemeldte tilbage i arbejde.
Museum Jorn Kulturoplevelser kan give et skub i den rigtige retning, hvis man er ramt af stress, angst eller let til moderat depression. Det viser erfaringer fra Sverige.

”Vi skal give de langtidssygemeldte nogle rigtig gode kulturoplevelser, så det hele ikke kun handler om at være syg. Og her kan kulturen noget særligt. Det kan være den følelse man får efter at have læst en rigtig god bog eller ved at opleve kunst og kultur sammen med andre. Det giver en helt særlig energi, som forhåbentligt kan gøre en positiv forskel,” siger kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune, John Bøgelund Frederiksen.

Målet er, at 250 borgere kommer igennem et forløb på 10 uger med forskellige kulturoplevelser i løbet af projektperioden på tre år.

Recepten består både af kulturoplevelser og at prøve kræfter med selv at skabe kultur. Det kan fx være en tur på museum, at lave kreative projekter med inspiration fra Asger Jorn eller at synge sammen med andre.

Silkeborg oplagt til kultur-kur


”Det giver rigtig god mening at lave et projekt som kultur på recept lige netop her i Silkeborg Kommune, hvor vi har en lang række helt fantastiske kulturtilbud. Og så er det vigtigt, at vi har en bred vifte af tilbud, så man kan få hjælp på en måde, der giver mening for den enkelte,” siger formand for Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune, Gitte Willumsen.

Silkeborg Kommune er en af fire kommuner, der modtager satspuljemidler fra Sundhedsstyrelsen til at afprøve ”Kultur på recept”. De andre kommuner er Aalborg, Vordingborg og Nyborg.

I løbet af efteråret går planlægningen i gang. I slutningen af januar 2017 kan de første borgere komme i gang med forløbet.

Projektet er et samarbejde mellem Sundhed og Omsorg, Kultur og Borgerservice og Beskæftigelsesafdelingen i Silkeborg Kommune.

For yderligere oplysninger kontakt:

  • John Bøgelund Frederiksen, kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune, 20 83 58 35
  • Malene Steiniche Kjær, specialkonsulent, Sundhed og Omsorg, Silkeborg Kommune, 51 33 10 34
Sidst opdateret