Silkeborg bruger flere penge på de ældre

Silkeborg Kommune er en af de få kommuner i landet, der har prioriteret flere penge til de ældre målt pr. borger over 80 år i 2017 sammenlignet med sidste år
Frivillig cykler med ældre i rickshaw

Udgifterne pr. ældre over 80 år er – i modsætning til Silkeborg - på et år faldet i 81 danske kommuner. Det viser en kortlægning, som FOA har lavet på baggrund af kommunernes egne indberetninger til Danmarks Statistik.

Faldet sker i takt med, at antallet af ældre over 80 år stiger med 2,4 procent fra 2016 til 2017, hvilket svarer til 5.963 flere ældre borgere. Den tendens har Silkeborg Kommune holdt nøje øje med og taget konsekvensen for. I stedet for at skære ned i udgifterne til de ældre, er der sat flere penge af til pleje og omsorg.

-Vi har længe vidst, at antallet af ældre – og ældre med demens – stiger støt. Derfor har vi sat penge af til en lang række indsatser, der skal opspore tidlige tegn på bl.a. demens og ensomhed. Derudover har vi, i samarbejde med plejepersonalet, borgerne og deres pårørende m.v., udviklet tiltag, der skal øge de ældres fysiske og psykiske livskvalitet, siger formand for Ældre- og Handicapudvalget i Silkeborg Kommune, Hans-Jørgen Hørning.

Helt konkret er pengene bl.a. øremærket plejecentrene (herunder Marienlund – det helt nye plejecenter med velfærdsteknologi), udvikling af genoptræningscentre, sundhedshus, døgndækkende akutteam, palliationspladser, demensvenlige boliger, snoezelrum, opgradering af økologisk mad på plejecentrene, rickshawcykler (jvf billedet) og meget mere.

 
For mere information kontakt gerne:
Hans-Jørgen Hørning
Formand for Ældre- og Handicapudvalget i Silkeborg Kommune
Tlf: 27 12 75 95
E-mail: hansjh@silkeborg.dk

Fakta: Silkeborg Kommunes udgifter til ældrepleje:

Udvikling i udgifter til ældrepleje pr. 80+ årig: 3.3%
Udgifter til ældrepleje pr. 80+ årig i 2017: 207.040 kr.
Udvikling i udgifter til ældrepleje: 5.8%
Udvikling i antal 80+ årige: 2.5%
Placering ud af de 98 kommuner i 2016 (udg. pr. 80+ årig): 34
Placering ud af de 98 kommuner i 2017 (udg. pr. 80+ årig): 19

Sidst opdateret