Vil du starte, ændre eller udvide et maskinværksted?

Fra 1. januar 2016 er maskinværksteder med et produktionsareal på 1000 m2 eller derover omfattet af maskinværkstedsbekendtgørelsen. Det betyder, at hvis du vil starte, udvide eller ændre dit maskinværksted, skal du anmelde det til kommunen.

Maskinværksteder

Fold alle ud

Hvilke maskinværksteder skal anmeldes?


Virksomheder, der forarbejder jern, stål eller andre metaller med et produktionsareal på 1000 m2 eller mere er omfattet af anmeldepligten, og skal ikke længere have en miljøgodkendelse. Du anmelder via Byg og Miljø.

Har du brug for en indledende snak for fx at få afklaret hvilken lovgivning, der er relevant for din virksomhed, eller om der er særlige bestemmelser i lokalplanen, du skal være opmærksom på, vil vi meget gerne hjælpe. Kontakt os på virksomhederogjord@silkeborg.dk.

Er maskinværkstedets produktionsareal mindre end 1000 m2, kan du læse mere om reglerne for din virksomhed under "Mindre forurenende virksomhed".

Hvordan anmelder jeg mit maskinværksted?

Hvordan anmelder jeg mit maskinværksted?

I Byg og Miljø logger du ind med din digitale medarbejdersignatur/NEM ID og udfylder et anmeldeskema. De oplysninger, som du skal afgive ved anmeldelsen, fremgår af maskinværkstedsbekendtgørelsen bilag 1.

Du modtager en automatisk bekræftelse på, at din anmeldelse er sendt, og herefter vil vi hurtigst muligt sende en kvittering til dig, der oplyser om den videre proces. Hvis din anmeldelse er mangelfuld, vil vi bede om flere oplysninger, så vi kan behandle din anmeldelse.

Senest 4 uger efter vi har modtaget en fuldstændig anmeldelse, kan du gå i gang med det anmeldte, hvis du ikke har modtaget en indsigelse fra os.

Hvis du starter en ny virksomhed, skal du, selvom du ingen indsigelser har fået til din anmeldelse, senest den dag, hvor virksomheden påbegynder driften, meddele dette skriftligt til os på virksomhederogjord@silkeborg.dk.
Ved ophør af virksomhedens drift skal du ligeledes give os besked snarest muligt på virksomhederogjord@silkeborg.dk.

Har du brug for en spildevandstilladelse, kan du også søge det via Byg og Miljø.

Miljøkrav til maskinværksteder


Maskinværkstedsbekendtgørelsen indeholder krav til luftforurening, støj, præstations- og egenkontrol, beskyttelse af jord, grundvand og overfladevand samt krav til driftsjournal. Disse miljøkrav skal du redegøre for i forbindelse med anmeldelsen.

Følgende aktiviteter er omfattet af bekendtgørelsen:

1) Stansning, prægning, savning og klipning af emner i jern, stål og metal.
2) Massebevarende kold bearbejdning af plader af emner i jern, stål og metal som bukning, dybtræk m.m. samt trådtrækning, flowforming (trykvalsning) og pladevalsning.
3) Drejning, boring, fræsning, høvling og slibning af emner i jern, stål og metal.
4) Mekanisk rensning ved tromling af jern, stål og metal i lukket beholder.
5) Svejsning og skæring i ulegeret stål og rustfrit stål.
6) Støvfrembringende overfladebehandling, herunder sandblæsning og pulverlakering, når den samlede udsugningskapacitet fra anlæg overstiger 10.000 normal m3 pr. time.
7) Overfladebehandling i vådmaleanlæg, når kapaciteten til forbrug af organiske opløsningsmidler overstiger 6 kg pr. time, men under 150 kg/time eller 200 tons/år.

Du kan søge dispensation fra kravene i maskinværkstedsbekendtgørelsen, når du anmelder.

Hvad gælder for miljøgodkendte maskinværksteder?


Hvis dit maskinværksted allerede har miljøgodkendelse, vil den fortsat være gældende, indtil du foretager ændringer eller udvidelser, der medfører forøget forurening, eller hvis kommunen vurderer, at miljøgodkendelsen ikke længere er dækkende for virksomhedens aktivitet.

Miljøtilsyn på maskinværksteder


Kommunen skal udføre et opstartstilsyn senest 3 måneder efter, at en ny virksomhed er sat i drift (husk at du skal anmelde driftsstart for nye virksomheder, se ”Hvordan anmelder jeg mit maskinværksted”). På tilsynet kontrollerer vi, at din virksomhed overholder maskinværkstedsbekendtgørelsens krav.

Herefter vil vi komme regelmæssigt på miljøtilsyn hvert 1-3 år.

Et miljøtilsyn er omfattet af brugerbetaling, som betyder, at maskinværkstedet skal betale for den tid, kommunens medarbejder bruger i forbindelse med tilsynet. Også forberedelse og rapportering.

Her kan læse mere om brugerbetaling. 

Sidst opdateret