Flytning af jord

Hvis du vil flytte jord, skal du anmelde det til Silkeborg Kommune. Der gælder forskellige regler for flytning af ren jord og forurenet jord.

Skal du flytte forurenet jord eller jord fra en kortlagt grund eller vejjord?

Grundejer, rådgiver og entreprenør er ansvarlig for, at den overskudsjord, der skal køres væk fra et byggeprojekt, bliver anmeldt til kommunen. For at du kan finde et modtageranlæg til jorden, skal du vide, hvilke forurenende stoffer, der er i jorden, og i hvilke koncentrationer. Du kan dog også køre jorden til et karteringsanlæg. På karteringsanlægget udtages de nødvendige prøver og karteringsanlægget sørger for, at jorden kommer det rigtige sted hen bagefter. Hvis du har tid til af få lavet analyser af jorden inden flytning, er det ofte det billigste.

Uanset hvor du vælger at køre jorden hen, skal du anmelde jordflytningen til kommunen.

Hvordan du anmelder flytning af forurenet jord til Silkeborg Kommune?

Jord fra kortlagte ejendomme, offentlige vejarealer og områdeklassificerede arealer, skal anmeldes 4 uger før jorden flyttes. 

Du skal anmelde flytningen på hjemmesiden www.jordweb.dk

Jordweb er internetbaseret program til håndtering af jordflytning. Programmet er gratis for anmeldere, transportører og modtageranlæg.

Læs mere i Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord

Hvad skal du analysere jorden for, og hvor mange jordprøver skal du udtage?

Jorden skal analyseres for de forurenede stoffer, der er risiko for, findes i jorden. Antallet af analyser afhænger af, hvor ensartet jorden er.

Jorden fra områdeklassificerede områder og vejjord skal analyseres for:

  • Olie (totalkulbrinter)
  • PAH’er
  • Tungmetallerne: bly, cadmium, kobber, og zink.
For områdeklassificerede arealer og offentlig vej skal der udtages 1 blandeprøve (5 delprøver) for hver 120 tons jord. Hvis jorden skal bruges til noget, som kræver, at jorden er ren, så skal der laves jordanalyser for hver 30 tons. Antal af analyseprøver kan mindskes, hvis der er tale om større jordmængder, og der er indsendt og godkendt en jordhåndteringsplan for projektet.

Jord fra kortlagte ejendomme skal analyseres for de stoffer, der er relevante ud fra de oplysninger der er om forureningen på grunden, kortlægnings-grundlaget og en historisk gennemgang af ejendommen. Der skal udtages en prøve pr. 30 tons jord eller i overensstemmelse med godkendt jordhåndteringsplan. Kontakt Team Virksomheder og Jord for nærmere oplysninger.

Skal du flytte ren jord?
Hvis du skal flytte jord fra arealer, som ikke er kortlagte, områdeklassificeret eller der ikke på anden vis er oplysninger om en jordforurening på arealet, så anser vi jorden for at være ren.

I Silkeborg Kommune skal flytning af ren jord anmeldes til kommunen, da vi betragter jorden som affald. Du skal anmelde flytning af ren jord, hvis du skal flytte mere end 100 tons. Anmeldelse skal ske til Silkeborg kommune 16 dage før, du vil flytte jorden.

Du skal anmelde flytning af ren jord på hjemmesiden www.jordweb.dk

Du kan også bruge anmeldeskemaet til flytning af ren jord: Skema til anmeldelse

Vi anbefaler virksomheder at bruge jordweb, da sagsbehandlingstiden her er væsentligt kortere. Du skal første gang du bruger www.jordweb.dk tilmelde dig. Du er velkommen til at kontakte os med spørgsmål eller for vejledning.

Hvis jorden ikke skal til et godkendt modtageranlæg, men skal bruges til fx opfyld i en lavning, så gå ind på siden ”Genanvendelse af jord”. Her vil du kunne finde, hvilke regler, der gælder for genanvendelse af jord i Silkeborg Kommune.

Husk!
Du skal så vidt muligt sortere jorden, så fyldjord og intaktjord ikke blandes sammen. Hvis du på forhånd kender forureningsgraden af jorden, skal du undgå at blande forurenet jord sammen med ren jord.

Beton, brokker, tegl og asfalt m.v. skal sorteres fra, inden jorden kan deponeres eller renses.

Hvis du under et bygge- eller jordarbejde på et areal, der ikke er kortlagt, støder på en uforudset forurening af jorden, skal du standse arbejdet og underrette kommunen. Det gælder også for et kortlagt areal, hvor du konstaterer en forurening, der ikke er beskrevet i kortlægningen eller i en evt. jordhåndteringsplan. Du må først fortsætte arbejdet, når Silkeborg Kommune har godkendt det!

Hvor kan du flytte jorden hen?

Hvis du skal flytte mindre end 1 m3 jord fra områdeklassificerede områder, kan jorden uden forhåndsanmeldelse afleveres på et dertil godkendt modtageanlæg.

Hvis du samlet skal flytte mindre end 1 m3 jord fra en kortlagt ejendom, kan jorden afleveres uden forudgående anmeldelse på et dertil godkendt modtageanlæg. Du skal dog aflevere anmeldelsen til modtageanlægget sammen med jorden.

På Affaldscenter Tandskov, Tandskovvej 17, 8600 Silkeborg kan du aflevere mindre mængder (op til 1 m3) jord, fra områdeklassificerede arealer.

 
Forurenet jord kan du aflevere til rensning hos:  
  • RGS90, Favrholtvej 5, Hjøllund
  • Kingo Karlsen, F.L. Smidths Vej 17, 8600 Silkeborg

Lettere forurenet jord kan du aflevere hos:

  • Kingo Karlsen, F.L. Smidths Vej 17, 8600 Silkeborg (støjvold)

Ren jord kan du aflevere hos:

  • Sinding Grusgrav, Sindingvej, 8600 Silkeborg
  • Tandskov Grusgrav, Tandskovvej, 8600 Silkeborg
  • Søndermarkens Grusgrav Aps, Søndermarksgade 43, 8643 Ans
  • JJ Grus A/S Hovedvejen 24, 8670 Låsby

Flytning af jord til øvrige steder kan kræve en tilladelse efter for eksempel Planloven.

Regulativ for jordflytning

Silkeborg Kommune har vedtaget et regulativ for jordflytning. Regulativet indeholder generelle regler for jordflytning samt specielle regler i Silkeborg Kommune.

Her kan du se regulativet for jordflytning

Yderligere informationer kan fås ved at sende en mail til virksomhederogjord@silkeborg.dk - eller du kan ringe til Team Virksomheder og Jord på telefon 89 70 10 00.
Sidst opdateret