Lokale virksomheder får hjælp til at vinde udbud

Silkeborg Kommune vil gerne handle lokalt. Målrettet forløb skal klæde virksomhederne på til at skrive vindertilbud i de kommunale udbudsrunder
Rengøring i Silkeborg Kommune.

Private virksomheder kæmper om at vinde, når stadig flere offentlige opgaver sendes i udbud. Silkeborg Kommune, GLOBALmidt og ErhvervSilkeborg har i samarbejde strikket et forløb sammen, der skal klæde virksomhederne bedre på, når de skal skrive et udbudstilbud. Klar-parat-start, hedder tilbuddet, som skal give de lokale virksomheder viden om reglerne for udbud og redskaber til at skrive det vindende tilbud – uanset om det drejer sig om varekøb, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsopgaver på nærmarkedet eller i EU.

Kommunen vil handle lokalt
Klar-parat-start-forløbet er blevet til på opfordring af de lokale virksomheder og indledes med et morgenmøde om de overordnede regler for udbud. Morgenmødet følges op af en workshop, hvor virksomhederne selv får fingrene i konkrete udbudstilbud. En udbudsekspert tager virksomhederne gennem hele processen – fra tilbudsloven over det psykologiske spil til mulighederne for at afgive tilbud i samarbejde med andre virksomheder – mens indkøbere fra Silkeborg Kommune giver tips og idéer til at vinde de lokale tilbud. Dertil kommer et tilbud om individuel rådgivning, hvor de enkelte virksomheder udarbejder et tilbud i samarbejde med en udbudskonsulent. 

- Kurset sætter handling bag ordene i Silkeborg Kommunes Erhvervsstrategi 2014-2018. En erhvervsstrategi, der stiller skarpt på at gøre Silkeborg-området til et endnu bedre sted at drive virksomhed. Kommunen vil gerne handle lokalt, hvis prisen er rigtig, og kurset skal styrke de lokale virksomheders kompetencer, så de står stærkere, når vi – eller andre kommuner – sender de offentlige opgaver i udbud, siger borgmester Steen Vindum.

Efterspurgt viden
Silkeborg Slagteren er én af de virksomheder, der har god succes med at vinde offentlige udbud. Men vejen til viden om offentlige udbud og de krav, der er til tilbudsgiverne har ind i mellem været kringlet, synes direktør Ken Pedersen. Han har derfor foreslået Silkeborg Kommune at tilbyde de lokale virksomheder indsigt i processen, og han er godt tilfreds med, at der bliver lyttet og handlet:  

- Som virksomhed er der mange regler og retningslinjer, som kan være svære at gennemskue. Jeg synes, forløbet er et rigtig godt tilbud, og jeg ser frem til at blive endnu klogere på de forskellige former for udbud, hvordan jeg skriver et godt tilbud, læser et udbudsmateriale og fanger det, der står mellem linjerne, siger Ken Pedersen.

Bliv klar til at vinde offentlige udbud:

Workshop 20. november 2014 kl. 8.30-16 på Det Gamle Rådhus, Torvet 2.A

Lær, hvordan du læser et udbud og byder på det. Workshoppen er ”hands on”, og du arbejder med konkrete tilbud, konsortiedannelse osv. Workshoppen koster kun 1.000 kr. pr. deltager. (UDSOLGT)

Få et E-katalog. 26. november 2014 kl. 16 - 17 på Det gamle Rådhus, Torvet 2.A

Der er i stigende grad en forventning om, at virksomheder har et E-katalogsystem, hvis de vil byde på – og vinde – offentlige udbud. Et velfungerende E-katalogsystem er afgørende for virksomheder, der sælger fx fødevarer, hårde hvidevarer, møbler, kontorartikler, beklædning og legetøj. Det er varegrupper, hvor der for private leverandører er mulighed for at vinde betydelige ordrer hos offentlige kunder.

Læs mere og tilmeld dig på www.erhvervsilkeborg.dk/kalender/

Individuelt forløb for virksomheder
Tilbuddets absolutte Rolls Royce! Giver dig 15 timers individuel ekspertrådgivning tilpasset netop din virksomhed.

Kan det være svært at forstå udbudsmaterialer? Er der for mange jura-vendinger, der ikke er til at gennemskue og kan det være svært at finde rundt i dokumenter og oplysninger, der skal medsendes?

Tør du alligevel prøve kræfter med de offentlige opgaver, og er din virksomhed beliggende i Silkeborg, så se lige her:

Du får 15 timers rådgivning og hjælp til at skrive dit tilbud – det kan være alt fra at finde udbuddet, læse og forstå udbuddet, skrive dit tilbud og samtidig sikre, at det lever op til de krav, der bliver stillet. Ved at få hjælp til processen kan du koncentrere dig om den del, der drejer sig om dit fagområde. Det giver både ro og tryghed i hele forløbet.

Egenbetalingen er 5.000 kr. De resterende 14.500 finansieres af EU-midler!

Tilbuddet er kun gældende i en begrænset periode, og der er kun et begrænset antal rådgivningsforløb.

Er du interesseret, så kontakt hurtigst muligt Jane Vinter, NordDanmarks EU-kontor tlf. 9931 1518 eller jvn@aalborg.dk.

Få mere at vide om tilbuddene hos Specialkonsulent Jeppe Keller mobil 51 49 02 42 eller jkj@silkeborg.dk

Sidst opdateret