Nomineret som Årets Iværksætterkommune: Lokale iværksættere rådgiver kommunen

En bred vifte af tilbud til iværksættere er én af grundene til, at Silkeborg Kommune er nomineret som Årets Iværksætterkommune af Dansk Erhvervsfremme. Nyeste tilbud er et iværksætterpanel.
Illustration til nyhed om førsteplads som vækstkommune i Østjylland

I Silkeborg Kommune rådgiver de lokale iværksættere kommunen i at udvikle fremtidens tilbud til kommende iværksættere. Gennem iværksætterpanelet kan byens nye virksomheder øse af egen viden og være med til at præge rammerne for fremtidens iværksættere i Silkeborg Kommune.

Netop tilbuddene til potentielle og nyetablerede virksomheder i Silkeborg Kommune er én af grundene til, at Silkeborg Kommune er nomineret som Årets Iværksætterkommune af Dansk Erhvervsfremme. 

Ud over at kunne deltage i iværksætterpanelet tilbydes virksomhederne blandt andet gratis rådgivning inden for salg, jura, branding, strategi og selvledelse.

Dommerkomiteen fremhæver, at Silkeborg Kommune har et højt antal nyetablerede virksomheder sammenlignet med Region Midtjylland og andre østjyske byer, og at de nye virksomheder i gennemsnit lever længere i Silkeborg Kommune end i resten af landet.

I Silkeborg Kommune er næsten hver tiende beskæftigede ansat i en virksomhed, der har eksisteret i mindre end tre år.

”Iværksættere skaber en positiv dynamik i erhvervslivet, hvor de eksisterende virksomheder hele tiden skal forny sig for ikke at blive overhalet,” siger Jeppe Keller, specialkonsulent i Silkeborg Kommune.

De rigtige varer på hylderne
De rigtige varer på hylderne
Gennem iværksætterpanelet henter Silkeborg Kommune og erhvervSilkeborg konkrete input til, hvad iværksætterne har behov for og gerne vil være en del af.

”Silkeborg Kommune vil gerne have de rigtige varer på hylderne til iværksætterne om både et, tre, fem og otte år. Det skal vi forberede allerede nu, så vi i samarbejde med iværksætterne kan skabe et unikt miljø og en solid platform for fremtidens iværksætteri i Silkeborg, siger Jeppe Keller, specialkonsulent i Silkeborg Kommune.

Panelets diskussioner, erfaringer og idéer fungerer som input til Silkeborg Kommunes Erhvervshandleplan 2015 og til det videre arbejde i panelet, der mødes næste gang i foråret 2015.

Læs mere om indstillingen på Dansk Erhvervsfremmes hjemmeside

Sidst opdateret