Motorvejen hedder nu Silkeborgmotorvejen

Vejdirektoratet har i dag afgjort, at motorvejen ved Silkeborg ændrer navn fra Herningmotorvejen til Silkeborgmotorvejen.
Kort over motorvejen der nu skal hedde Silkeborgmotorvejen - Jeg er utrolig glad for, at Vejdirektoratet har lyttet til vores argumenter. Alle kender Silkeborgmotorvejen, og at det nu er motorvejens officielle navn betyder meget for Silkeborg og for silkeborgensernes selvopfattelse. Det betyder også meget for brandingen og markedsføringen af hele Silkeborg Kommune, siger borgmester Steen Vindum.

- Silkeborgmotorvejen er den eneste motorvej i Danmark uden for København, som føres gennem en by. Der er brugt mange ressourcer på at designe og tilpasse motorvejen til de unikke omgivelser. Det er aldrig set før, at en motorvej er gjort til en samlet oplevelsesrejse, hvor trafikanter skal opleve en fortælling om tæt by, det åbne land og forskellige smukke naturområder, siger Steen Vindum.

I projektet Mellemland har Silkeborg Kommune i samarbejde med Realdania, arkitektfirmaet Møller og Grønborg og Vejdirektoratet aktivt arbejdet på at skabe oplevelser, når man kører på Silkeborgmotorvejen. Samtidig har kommunen i samarbejde med Realdania og tre rådgivningsteam anført af arkitektfirmaet Møller og Grønborg, COWI og Gottlieb Paludan + Public Arkitekter arbejdet på at skabe en ny, unik erhvervskorridor ved motorvejen, hvor der er mulighed for kontor- og erhvervsbyggeri helt tæt op ad motorvejene – så få meter fra motorvejen, at det ikke er set andre steder i Danmark.

- Vi har gennem flere år arbejdet målrettet på at bruge motorvejen til at skabe vækst og arbejdspladser. To ud af fire nye, spændende erhvervsområder langs motorvejen er allerede tilgængelige for virksomhederne, og motorvejen gør desuden Silkeborg ekstra attraktiv for pendlere, fordi jobmulighederne udvider sig. Bor man i Silkeborg Kommune, kan man både finde job i en af de mange lokale virksomheder og samtidig nå over 400.000 andre arbejdspladser under en time i bil. Motorvejen er bl.a. med til at mindske afstanden til Aarhus, som driver en stor del af væksten i Østjylland, siger Steen Vindum.

Det er de ca. 31 km ny motorvej, som er ved at blive bygget omkring Silkeborg, som får navnet Silkeborgmotorvejen. De eksisterende motorvejsstykker vest for Silkeborg mod Herning og stykket øst for Låsby mod Aarhus bevarer navnet Herningmotorvejen. Motorvejsstykket omkring Silkeborg bliver indviet i 2016, hvorefter 30.000 bilister dagligt får ét langt panoramabillede af alt det bedste fra Silkeborgområdet: Fra naturens store skove, dybe dale og åløb til pulserende byliv og aktive erhvervsområder.
Sidst opdateret