Silkeborg griber de digitale muligheder

Digitale teknologier har aldrig udviklet sig hurtigere end nu. Mulighederne er uendelige. Men hvad skal der til for at udnytte teknologien og skabe bedre løsninger og mere værdi i vores dagligdag og arbejdsliv?
Internet Week Denmark

Det kan man få svar på, når Danmarks førende digitale festival, Internet Week Denmark, med mere end 100 events afvikles i bl.a. Silkeborg fra d. 19.-23. april. 

”I Silkeborg er vi stolte af at være partner på Danmarks førende digitale festival med over 100 stærke events og forventede +6.000 deltagere. Internetweek Denmark er en god mulighed for at sætte fokus på digitaliseringens muligheder for både borgere og virksomheder, samtidig med at vi får vist, at Silkeborg er et stærkt IT-område,” fortæller projektleder og medlem af styregruppen for Internet Week Denmark, Jeppe Keller fra Silkeborg Kommune.

Silkeborg Kommune er sammen med bl.a. Silkeborg Valley, som er en sammenslutning af 30 lokale IT-virksomheder, og en række andre partnere initiativtager og medarrangør på seks spændende events under Internet Week Denmark. 

"Vi sætter bl.a. fokus på virksomhedernes muligheder i en stadig mere digital verden, hvor mange traditionelle virksomheders forretningsmodel bliver udfordret af ny teknologi. Derudover stiller vi skarpt på ledelsesudforingen, og hvordan man som leder kan håndtere forandringer i et stadig hurtigere tempo i en digital tidsalder,” siger Jeppe Keller.

Også for børn og unge

Internetweek er dog ikke kun for erhvervslivet. Der er flere arrangementer for børn og unge, der er interesseret i digital teknologi. Lørdag 22. april kan man fx lave sit eget computerspil når Coding Pirates Silkeborg ”holder åbent skib” og garvede digitale pirater giver børn og unge gode tips og viser dem spændende steder i den digitale verden. 

Dagen før vil 40 skoleelever, Fablab Silkeborg og energiselskabet Eniig i fællesskab finde nye bud på hvordan vi i fremtiden kan udvikle grøn energi, sikre en bæredygtig udvikling og bevare en planet i god form til kommende generationer. Problemstillinger der arbejdes med er en del af FNs verdensmål for 2030.

Man kan læse hele programmet for Internet Week Denmark og tilmelde sig arrangementerne på www.internetweekdenmark.com

Yderligere information:

Projektleder Jeppe Keller

Mobil: 51490242 

Mail: jkj@silkeborg.dk

Program:

Silkeborg Kommune er initiativtager og medarrangør på fem af de spændende events under IWDK 2017. Andre lokale partnere er Silkeborg Valley, erhvervSilkeborg, Innovation Silkeborg, Fablab Silkeborg, Eniig ogCoding Pirates Silkeborg.

Digital Vækst i Østjylland – Onsdag 19. april 2017 

Sammen med Business Region Aarhus sætter Silkeborg Kommune fokus på emner som Industri 4.0 og digital vækst med en række oplæg, der både adresserer muligheder og udfordringer for østjyske virksomheder. 

Grundfos kigger i Krystalkuglen og handler 19. april 2017

Silkeborgvirksomheden Kaastrup-Andersen har taget en af deres store kunder under armen, når de sammen med Grundfos fortæller om, hvordan man griber digitaliseringen an, når man er en stor, traditionel produktionsvirksomhed. 

Ledelse og beslutninger i en digital tidsalder – Torsdag 20. april 2017 

Ledelse og forretning er i bevægelse og under pres på grund af den stigende globale uforudsigelighed og digitale transformation, der påvirker alle brancher og den offentlige sektor. Til dette arrangement får du overblikket over aktuelle ledelsesudfordringer og et bud på, hvordan man som leder kan håndtere forandringerne i en digital tidsalder. 

Skoleelever designer bud på fremtidens energiløsninger - Fredag 21. april 2017

Energiselskabet Eniig slår dørene op for 40 skoleelever, for at finde nye bud på, hvordan vi i fremtiden kan udvikle grøn energi, bæredygtige byer og lokalsamfund samt bevare vores planet til kommende generationer. Problemstillingerne er en del af FNs verdensmål for 2030.

Netværksarrangement om Open Data – Fredag 21. april 2017

Flere og flere kommuner i Danmark, herunder Silkeborg, arbejder på at stille offentlige data til rådighed for borgere og virksomheder. Ved dette arrangement skaber vi dialog mellem kommuner og datainteresserede virksomheder om brug af Open Data. En række virksomheder vil præsentere deres ønsker, behov og forventninger til kommunernes arbejde med åbne data.

Spil og spillopper med Coding Pirates Silkeborg – Lørdag 22. april 2017

Vil du prøve at lave et computerspil? Coding Pirates Silkeborg holder åbent skib med en besætning, der står klar til at hjælpe dig i gang med en digital skattejagt. De garvede pirater giver dig gode tips og viser dig nogle spændende steder i det digitale univers. 

Sidst opdateret