Bliv ledsager hos os

Har du lyst til at have med mennesker at gøre? Har du lidt ekstra tid og overskud? Så er det måske dig, vi kan bruge til at ledsage borgere, der ikke kan færdes alene uden for hjemmet.

Som ledsager arbejder du for borgere, der har brug for hjælp pga. betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

Du skal kunne arbejde selvstændigt og i tæt samarbejde med den/de borgere, du er ledsager for. Ud fra borgerens ønsker og behov, skal du og den du er ledsager for i fællesskab planlægge de aktiviteter, som borgeren ønsker. Det kan f.eks. være biografture, indkøbsture, naturoplevelser mv.

Ledsageordningen omfatter - ud over selve det at ledsage borgeren - også opgaver så som at hjælpe med at tage jakke af og på, lettere hjælp til forflytning (at skifte stillinger), toiletbesøg eller andre opgaver direkte forbundet med aktiviteten.

Vi ønsker en ledsager der:

  • på en nærværende og respektfuld måde har lyst til at arbejde med mennesker
  • har et personligt overskud 
  • udviser medmenneskelig forståelse, samt er rolig og kan bevare overblikket
  • er fleksibel og samarbejdsvillig 
  • har en god situationsfornemmelse 
  • er tolerant og engageret  

Vi kan tilbyde:

  • Et spændende og varierende arbejde 
  • Mulighed for at blive ledsager for flere borgere. 
     

Sådan bliver du ledsager

Der er ingen ansøgningsfrist for at søge om at blive ledsager, er du interesseret, skal du søge via linket "Søg job som ledsager" i den grønne Selvbetjenings boks, her på siden.

Ud fra din ansøgning, vurderer vi, om du matcher jobbet. Derefter vil du modtage en bekræftelse eller et afslag på din ansøgning.

Hvis du får en bekræftelse, betyder det, at vi her i Voksenhandicapcentret registrerer dig som mulig ledsager i vores ledsagerkartotek, og samtidig gemmer vi oplysningerne fra din ansøgning i kartoteket.

Når en borger bliver godkendt til at have en ledsager, laver vi en matchning mellem borgerens behov og kompetencerne for de ledsagere, der er i kartoteket.

Når der er et match mellem dig og en borger, vil du blive bedt om at aflevere en straffeattest til Socialafdelingen. Herefter vil vi aftale det videre forløb.

Stillingen som ledsager er aflønnet efter FOA´s overenskomst for handicapledsagere, løntrin 15 (2014).

Du kan til hver en tid bede om at blive slettet fra vores ledsagerkartotek.

Hvis du vil vide mere om jobbet, inden du søger, kan du kontakte Socialafdelingen på tlf. 89 70 18 03

Sidst opdateret