Oustruplund bliver højskole i 2018

I august 2018 slår en ny højskole dørene op og bringer liv i den tidligere døgninstitution Oustruplund vest for Kjellerup, som i 184 år var rammen om Danmarks ældst fungerende døgninstitution.
Den tidligere døgninstitution Oustruplund

Silkeborg Kommune har solgt Oustruplund til Oasehøjskolen med overtagelse senest 1. marts 2020 for 7,5 mio. kr., og frem til overtagelsesdagen udlejer Silkeborg Kommune bygningerne til den nye højskole i to år fra 1. marts 2018. Aftalen forudsætter, at Kulturministeriet godkender oprettelsen af højskolen.

- Vi har ledt efter mulige placeringer til den nye højskole i femten kommuner, før vi fandt den ideelle placering i Oustruplunds historiske bygninger. Vi har oplevet Silkeborg Kommune som en utrolig imødekommende og konstruktiv samarbejdspartner hele vejen igennem. Aftalen betyder, at vi om et par måneder kan indlevere vores ansøgning til Kulturministeriet om at få godkendt den nye højskole, siger Jakob Christensen, formand for Oasehøjskolens bestyrelse.

- Hvad angår skolens profil, vil vi gerne forme eleverne til at kunne træffe oplyste livsvalg og engagere sig for det fælles gode i samfund, kirke og en global verden. En vigtig værdi for skolen er dannelse af det hele menneske. Værksteder, park og skov på Oustruplund giver gode rammer for kreativt arbejde, kunstnerisk aktivitet og åndelig retræte, siger Jakob Christensen.

- Vi ønsker at skabe en åben højskole, som får et godt samarbejde med både lokalområdet og regionen.

En god anvendelse af de historiske bygninger

Borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, er meget glad for aftalen med DanskOase:

- Vi har arbejdet målrettet på at finde en ny og god anvendelse for Oustruplund siden Region Midtjylland meddelte, at de ville lukke den historiske døgninstitution. Nu bliver Oustruplund en højskole, så de historiske bygninger får et helt nyt liv, siger Steen Vindum.

DanskOase blev stiftet i 1989 og er en kirkelig netværksorganisation tilknyttet Folkekirken. Organisationen har sekretariat i Odder og har en tilknytning til Rudehøj Efterskole i Odder syd for Århus. En række sognekirker, valg- og frimenigheder er en del af Dansk Oases inspirative netværk, blandt andet Silkeborg Oasekirke på Frichsvej, der blev etableret som en frimenighed i 1998. Dansk Oases samler op mod 6.000 mennesker på SommerOase i uge 29 hvert år, en camp på festivalpladsen ved Bygholm Landbrugsskole ved Horsens.

Oustruplunds historie


1830: Drengehjemmet den Fellenbergske Opdragelsesanstalt oprettes af staten på Bøgildgård vest for Kjellerup.
1976: Bistandsloven træder i kraft og amterne overtager en række institutioner. Viborg Amt overtager Skolehjemmet Bøgildgård fra staten.
Fra 1830-1980: er 4-5.000 drenge anbragt på Bøgildgård.
1981-82: Dansk Flygtningehjælp opretter flygtningecenter for vietnamesiske bådflygtninge.
1983: Viborg Amt etablerer døgninstitutionen Amtscenteret Oustruplund.
2007: Strukturreformen betyder, at amterne nedlægges, kommuner lægges sammen og regionerne opstår. Oustruplund overtages af den nye Silkeborg Kommune, som indgår en driftsaftale med den nye Region Midtjylland.
2015: Region Midtjylland lukker Oustruplund, Danmarks ældste fungerende døgninstitution.
2015: Flygtningestyrelsen overvejer at oprette et asylcenter på Oustruplund.
Silkeborg Kommune indkvarterer kvoteflygtninge.
Oustruplund er i spil som ny politiskole.
2017: Silkeborg Kommune sælger Oustruplund til OaseDanmark.
2018: Oasehøjskolen indvies.

Oustruplund fungerede med en enkelt afbrydelse som døgninstitution i 184 år fra 1830 til 2015. Institutionen blev oprettet af staten som et drengehjem inspireret af tidens mest avancerede pædagogik på van Fellenbergs kostskoler for fattige, forsømte eller forældreløse børn i Schweitz. Den Fellenbergske opdragelsesmodel var at forebygge. Drengene blev gennem landbrugsarbejde og undervisning opdraget til at blive nyttige medlemmer af samfundet i stedet for at ligge det til byrde. De mest udsatte drenge skulle fjernes fra deres uheldige omgivelser og dannes til gode landarbejdere. Det skete ved eksemplets magt, hvor personalet og børnene sammen skulle drive en gård. Der blev undervist samtidig med, at man arbejdede. Børnene blev isoleret fra fordærvelig påvirkning udefra, og de lærte sparsommelighed og orden. Det enkelte barn fik ret til privat ejendom i form af haver, hvor de kunne sælge deres egne afgrøder. Man undgik korporlig afstraffelse og søgte at få børnene til at ”anse Anstalten for et kjert Hjem”.

For yderligere information kontakt:
Jakob Christensen, formand for Oasehøjskolens bestyrelse, tlf. 30 13 17 14.
Borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, tlf. 26 29 37 32.

Sidst opdateret