Sorring-Voel-område udvalgt som landsbyklynge

Sorring-Voel-område bliver en af landsbyklyngerne i den landsdækkende kampagne Landsbyklynger, der får støtte til landsbyudvikling. Et nyt samarbejde skal styrke livet i landsbyerne.
Billede af Voel-By set fra oven

Landsbyklynger er en kampagne iværksat af DGI, Realdania og Lokale og Anlægsfonden. Formålet med landsbyklynger er at støtte nye samarbejder imellem landsbyer for at styrke livet på landet.

Under navnet Landsbyklyngen Højlandet er Sorring, Voel, Sminge, Dallerup, Toustrup, Toustrup St. og Toustrup Mark sammen valgt som én af de 29 landsbyklynger, der er med i projektet.

Lokalt initiativ

Det er en gruppe lokale fra Landsbyklyngen Højlandet, som selv har søgt om optagelse i samarbejdet. Landsbyklyngen skal netop drives af motiverede og engagerede lokale. Med støtte fra Silkeborg Kommune og iværksætterne af kampagnen skal det være det trekløver, som løfter livskvaliteten i lokalområdet.

Økonomi- og Erhvervsudvalget har forhåndsgodkendt at støtte med 75.000 kr. og næstformandsposten i styregruppen for Landsbyklyngen Højlandet, hvis klyngen blev optaget i kampagnen.

Næste skridt

I de kommende måneder begynder arbejdet i landsbyklyngen med et opstartsmøde. Som det første skal styregruppen etableres bestående af de lokale selv, en ekstern proceskonsulent ansat af Realdania i projektperioden og en repræsentant for Silkeborg Kommune, som bliver Hanne Ahrens, direktør i Silkeborg Kommune, der får næstformandsposten.

Det næste halvandet år arbejder landsbyklyngen med at få lavet en fælles, strategisk udviklingsplan for klyngeområdet, som skal ligge til grund for styrkelsen af landsbylivet i Landsbyklyngen Højlandet.

Stærkere sammen

Idéen med landsbyklynger er at udnytte hinandens styrker, så den enkelte landsby og hele klyngen udvikles. Ildsjæle, fysiske faciliteter og hvad den enkelte landsby ellers har af fortrin kan være til gavn for endnu flere mennesker, hvis landsbyerne samarbejder.

Landsbyklyngen Højlandet skal sammen med de andre 28 udvalgte landsbyklynger være pionere for resten af Danmarks landdistrikter for, hvordan samarbejde på tværs af landsbyer kan styrke det nære lokalliv.

Sidst opdateret