En af Danmarks største solcelleparker bygges i Fårvang ved Silkeborg

Parken fylder et areal på 240.000 kvm., og produktionen kommer til at svare til det årlige strømforbrug i ca. 2.500 husstande.
Stort solcelleanlæg

Udviklingsselskabet Pure & Better Energy har købt et kæmpeareal på ca. 240.000 kvm. af Silkeborg Kommune - svarende til ca. 22 store fodboldbaner - i Erhvervsparken Fårvang ved Silkeborg. Her vil udviklingsselskabet opføre en af Danmarks største solcelleparker med en produktionskapacitet på 16 MWh, svarende til det årlige strømforbrug i ca. 2.500 husstande.

Solcelleparkens el kommer på elnettet sidst på året

- Vi etablerer parken i løbet af efteråret, og forventer, at EnergiMidt kobler den på elnettet sidst på året. I øjeblikket gennemfører vi sammen med kommunen en naboorientering om projektet, siger partner i Pure & Better Energy Michael Vater.

Han bor ved Silkeborg og sammen med partnerne i projektet har stor erfaring med store jordbaserede anlæg, især fra Tyskland. Senest har folkene bag Pure & Better Energy projektudviklet, bygget og sat to store solcelleparker i drift på Lolland.

- De store solcelleparker i Danmark er lønsomme på grund af den hastige teknologiske udvikling og en skarp projektoptimering. Solcellerne bliver bedre og bedre samtidig med, at prisen er faldet. Pure & Better Energy tror på, at den grønne energi fra solceller kan klare sig på rene markedsvilkår i løbet af kun 5-10 år, siger Michael Vater.

Solcelleparken passer ind i Silkeborgs grønne strategi

Borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, er glad for aftalen med Pure & Better Energy:

- Den grønne energisektor skaber vækst og mange arbejdspladser, og desuden passer solcelleparken fantastisk fint ind i Silkeborg Kommunes grønne strategi, siger han og tilføjer:

- Vi går selv foran i den grønne omstilling. Silkeborg Forsyning har netop taget første spadestik til Danmarks største solvarmeanlæg, som fra næste år vil dække op til 20 % af varmebehovet i Silkeborg Kommune.

Investeret 112 mio. kr. i energibesparelser

- Vi har desuden over tre år investeret 112 mio. kr. i energibesparelser, herunder 25 mio. kr. i solceller på skoler, daginstitutioner, rådhuset og andre kommunale bygninger. Solcellerne producerer i dag ca. 10 % af vores elforbrug, og anlæggene gør det samtidig muligt at inddrage viden om alternative energiformer i undervisningen på skoler, siger Steen Vindum.

Bybusserne kører nu på gas

- For få uger siden har vi endvidere sat 17 nye bybusser i drift, som kører på certificeret biogas. Dermed reducerer vi CO2-udslippet med godt 1.500 tons om året, og samtidig udleder busserne færre skadelige partikler, siger Steen Vindum.

Sidst opdateret