Borgmesterens forord

Steen Vindum på borgmesterkontoret, januar 2014 2013 stod i valgets tegn. Jeg blev valgt som ny borgmester og overtog posten efter Hanne Bæk Olsen, der de sidste fire år har leveret en flot indsats som borgmester for Silkeborg Kommune.

I 2013 handlede valget dog ikke kun om, hvem der efter valget kunne sætte sig til rette i borgmesterstolen. I Silkeborg Kommune gik vi målrettet mod at få flere unge under 30 til at sætte sit kryds til kommunalvalget.

Med vælgermøder på uddannelsesstederne, sms-påmindelser, konkurrencer, en dreambox med plads til de unges drømme for kommunen og meget mere lykkedes det at hæve valgdeltagelsen til 61 procent. Ved det forrige valg var det mindre end halvdelen af de unge, der stemte. Silkeborg blev dermed én af de kommuner, som på landsplan oplevede den største valgdeltagelse blandt de unge. 

Tegn på fremgang

Også på andre områder var der tegn på fremgang. I 2013 steg fødselstallet igen efter flere år med faldende fødselstal. Jeg håber meget at denne positive udvikling fortsætter.

Regnskabet for 2013 viser, at vi i Silkeborg fortsat har fokus på en sikker økonomisk styring. Vi overholdt budgettet for 2013 og har samtidig styrket kommunens kassebeholdning. Jeg glæder mig over dette resultat, da den bæredygtige økonomi i kommunen er en vigtig kilde til at fortsætte den fremgang, som tog form i 2013.

Fremgangen i Silkeborg Kommune er i løbet af 2013 også blevet understøttet af en række aktiviteter. Kommuneplanen blev vedtaget i midten af året. Planen løber frem til 2025 og udstikker retningen for den fysiske udvikling af Silkeborg Kommune. Du kan læse mere om planen på vores hjemmeside.

2013 blev også året, hvor det nye Socialtilsyn Midt blev etableret. Det nye tilsyn får til opgave at føre tilsyn med sociale døgntilbud og plejefamilier i hele regionen. Vi glæder os over at kunne byde 70 nye medarbejdere velkommen her i Silkeborg og ønsker dem held og lykke med opgaven. 

Kompetencegarantien har samtidig fået flere ledige på skolebænken. Som de eneste i landet tilbyder vi, at de ledige selv kan vælge, hvilken uddannelse de vil starte på. Initiativet er nytænkende og vi håber, at både ledige og virksomhederne i kommunen vil nyde godt af garantien. 

Et andet innovativt projekt er opførelsen af en forsøgsbolig i forbindelse med det forestående byggeri af et nyt plejecenter. Som de første i landet har vi bygget en forsøgsbolig for at sikre en kreativ og innovativ proces sammen med håndværkere, virksomheder, medarbejdere og ældre. På den måde sikrer vi, at vi vælger de bedste løsninger for alle parter. 

Det og meget mere kan du læse om i årsberetningen for 2013 under de forskellige temaer: 2013 i tal, Retning og indsatser, Erhvervs- og arbejdsliv, Den effektive kommune, Klar til fremtiden og Tæt på borgeren.

God læselyst.

Steen Vindum
Borgmester 

Sidst opdateret