Byrådet har besluttet

Mandag 24. april 2017 var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Her kan du læse, hvad byrådet besluttede.
Byraadshammer

Høringer – hvad mener du?


Nordskovvej i Silkeborg
Silkeborg: Byrådet sendte et forslag til en lokalplan for Nordskovvej i otte ugers høring. Vejen skal være med til at aflaste trafikken til og fra øst og ind i midtbyen. Vejen strækker sig omkring 2,4 km fra Århusvej i øst til krydset ved Drewsensvej/Frederiksberggade/Christian 8.s Vej i vest. Fra Århusvej bliver Nordskovvej tilsluttet Tranevej, så der sikres adgang til bl.a. sygehuset og det øvrige kvarter omkring Århusvej. Hovedparten af Nordskovvej placeres i tracéet for Gjern-jernbanestien, som løber gennem den nordlige del af Nordskoven.
Byrådsmødet 24. april sag 3

27 boliger ved Haraldsvej i Voel

Voel: Byrådet sendte et forslag til en lokalplan for cirka 27 tæt-lave boliger ved Haraldsvej i Voel i 8 ugers høring. Husene kan max. være i 1½ etager og en maksimal højde på 8,5 meter. I den østlige del skal der fortsat være plads til offentlige p-pladser og et grønt område. Der bliver adgang til boligerne fra Thorupvej via Haraldsvej.
Byrådsmødet 24. april sag 4

7 parcelhuse ved Hestehavevej i Balle
Silkeborg: Byrådet sendte et forslag til en lokalplan for 7 nye parcelhuse ved Hestehavevej i Balle i 8 ugers høring. Husene må max. være i 2 etager facaderne må være max 7 meter og husene max 8,5 meter over eksisterende terræn. Der bliver udelukkende adgang til husene fra Nordre Højmarksvej, og hver bolig skal have mindst 2 p-pladser på egen grund. Der ligger i forvejen et hus i området, som også kommer ind under planen.
Byrådsmødet 24. april sag 5

gl. Linå Skoles lokalplan er forældet

Linå: Byrådet sendte et forslag om at ophæve den lokalplan, der gælder ved gl. Linå Skole i 8 ugers høring. I lokalplanen er området lagt ud til offentligt område, og da der ikke længere er brug for området til skole, er der heller ikke længere brug for planen. I forslaget til den nye kommuneplan er området beregnet til virksomheder, der ikke er til gene for omgivelserne, og  Silkeborg Polstring er interesseret i at bygge i området.
Byrådsmødet 24. april sag 6

4 lejligheder i det tidligere forsamlingshus i Virklund
Virklund: Byrådet sendte et forslag om at ophæve en del af den lokalplan, der gælder ved Vesterlund i Virklund (det gamle forsamlingshus) i 8 ugers høring. Forsamlingshuset har ikke været i brug i årevis og er nu blevet solgt. Den nye ejer er interesseret i at indrette huset med 4 lejligheder, og den kan ikke lade sig gøre, for lokalplanen er udelukkende udlagt til offentlige formål (Virklund Kirke og kirkegård). Derfor skal området med det tidligere forsamlingshus ud af planen.
Byrådsmødet 24. april sag 7

Spildevandet fra Hestehave-området i Balle
Silkeborg: Lokalplaner om nye boligområder kræver tillæg til spildevandsplanen. Derfor sendte byrådet et forslag til et tillæg i 8 ugers høring. Denne gang for et kommende boligområde ved Hestehave-området i Balle, som også er i høring.
Byrådsmødet 24. april sag 8


Beslutninger



Faunapassager ved vandløb

Silkeborg Kommune: Byrådet besluttede, at der – hvis det bliver nødvendigt – kan eksproprieres, når der snart bliver behov for at inddrage jord, fordi der skal laves faunapassager ved spærrede vandløb. Det drejer sig om en spærring i Tange Å ved Humle Mølle, i Dalby Bæk ved Lillemøde og en rørlagt strækning i Mølbæk.
Byrådsmødet 24. april sag 9

Trafikken til og fra JYSK Park
Silkeborg: Byrådet besluttede at bevilge 5 mio. kroner til at gøre noget ved forholdene omkring JYSK park og JYSK Arena ved Nørreskov Bakke, fordi beregninger viser, at der vil komme køer, når der er kampe på stadion. Fx; 1.440 biler til en kamp med 6.000 tilskuere, plus busser, cyklister og gående. Første skridt er et signalanlæg ved indkørslen til JYSK Park. Senere kommer fodgængerfelt, stiforbindelser og en udvidet højresvingsbane.
Byrådsmødet 24. april sag 10

P-kælder og Campus Bindslev får hver sin matrikel

Silkeborg: Byrådet besluttede, at p-kælder og Campus Bindslevs Plads skal betragtes som 2 ejerlejligheder. Det er nødvendigt at dele kælder og bygning op, hvis det skal være muligt at have betalingsparkering. Ellers ender Campus Bindslev som et vejareal og kan ikke få sit eget blad i tingbogen.
Byrådsmødet 24. april sag 11
Hvem kan skrive under?
Silkeborg Kommune: Byrådet godkendte, at det i fremtiden er flere, der kan skrive under i sager eller uddelegere ansvaret. Det sker blandt andet for at smidiggøre administrationen og lette arbejdsbyrden for politikerne. Næsten alle beslutninger der træffes i kommunen, træffes under ansvar for byrådet, men i praksis bliver en lang række beslutninger truffet af udvalgene, der også kan vælge at delegere ansvaret videre til fx afdelingsledere.
Byrådsmødet 24. april sag 12

Sidst opdateret