Byrådet har besluttet

Mandag 31. oktober 2016 var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Her kan du læse, hvad byrådet besluttede. Du kan også gense byrådsmøderne. Linket finder du i en boks til venstre.
Vis kort i fuld skærm

Lokalplaner undervejs – hvad mener du?


6 rækkehuse ved Funder Bakke

Funder: Byrådet besluttede at sende et forslag til en lokalplan, der skaber plads til 6 rækkehuse i ’ø-kvarteret’ omkring Funder Bakke, i 8 ugers høring. Rækkehusene skal ligge på en grund ved Ærøvej. Hvis det skal lade sig gøre er det nødvendigt at ændre boligkvarterets status fra landzone til byzone. Den nye lokalplan betyder i sig selv ikke noget for de huse, der allerede ligger i området.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 4

Kom med dine kommentarer
 

Byrådet besluttede

Mere renovering af Trækstien

Langs Gudenåen: En del af Trækstien mellem Silkeborg og Kongensbro blev repareret i år, men der er stadig steder på strækningen, hvor den indimellem er oversvømmet. Nu har Naturstyrelsen Søhøjlandet fået 3 mio. kroner, hvoraf en del skal gå til at hæve stien 20 centimeter de problematiske steder, mens de øvrige skal gå til at renovere mere af stien. Byrådet besluttede at bakke op om projektet med 1 mio. kroner, fordi Trækstien ligger i et enestående område, der har betydning både for lokale borgere og turister.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 11

Led-pærer i de sidste master
Silkeborg Kommune: Byrådet besluttede at bruge 6 mio. kroner på led-pærer til gadelys. Dermed er alle 19.000 almindelige pærer skiftet ud. Udover at elregningen bliver mindre, er vi også kommet et skridt nærmere målet om at blive en CO2-neutral kommune i 2030.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 8

JYSK PARK’s lejekontrakt
Silkeborg: Byrådet godkendte den genforhandledes lejekontrakt, som fastlægger, hvad SIF skal betale for at spille på det kommende stadion. Kontrakten overholder Konkurrencestyrelsens regler for markedsleje for et stadion, og den har desuden været en tur forbi Tilsynet, der havde et par bemærkninger, som det nu er taget hensyn til.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 10

Flere forfaldne huse kan rives ned

Silkeborg Kommune: Byrådet godkendte en udgift på 1,1 mio. kroner til landsbyfornyelse. I alt er der brugt 3,7 mio. kroner, og staten har givet det øvrige beløb. Pengene er gået til at rive 35 bygninger på 15 ejendomme ned, og der er yderligere 5 ejendomme på vej. I år er der sat 600.000 kroner af til Silkeborg Kommune i statens Pulje til landsbyfornyelse.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 6

Bedre sortering af affald kan komme i gang

Silkeborg Kommune: Byrådet har sat det mål, at vi inden 2020 være oppe på at genbruge mindst 50 % af affaldet, og for at nå målet skal vi sortere bedre. Det kræver nye regulativer, som byrådet vedtog i går. I fremtiden får vi ud over spanden til papir og pap 2 skraldespande med to rum i hver, så vi kan sortere glas, restaffald, madaffald samt plastic og metal hver for sig. Det bliver også muligt at komme af med flere slags farligt affald, som tidligere røg i skraldespanden, fx neglelak.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 5

4-5 vandhuller til padder

Silkeborg Kommune: Naturen rundt omkring i Silkeborg Kommune indeholder mange sjældne dyr og planter, og det er kommunens ansvar at beskytte en del af arterne og deres leveområder. Derfor besluttede byrådet, at det i år er padderne og deres område forhold, der skal undersøges. Det kommer til at koste 300.000 kroner - blandt andet til 4-5 vandhuller vest for Silkeborg, der er paddernes hjemsted.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 7

Nyt klubhus til Ans Søsport IF

Ans: Byrådet besluttede at give et tilskud på 475.000 kroner til et nyt klubhus til Ans Søsport IF på 457.000 kroner. Resten af udgifterne til byggeriet står foreningen selv for.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 9

Byrådets mødeplan i 2017
Silkeborg Kommune: Byrådet besluttede sig for at vente med at godkende forslaget til mødeplan for 2017 for at se på, om det kan lade sig gøre at give mere tid mellem møderne i budgetfasen.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 12

Stedfortræder
Silkeborg Kommune: Byrådsmedlem Hans Jørn Hørning fra Venstre havde meldt afbud, fordi han er på ferie. I stedet deltog Linda Lyngsø.
Byrådsmødet mandag 31. oktober sag 2
Sidst opdateret