Byrådet har besluttet

Mandag 28. november 2016 var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Her kan du se, hvad byrådet besluttede.
Vis kort i fuld skærm

Høringer – hvad mener du?


Affaldscenter Tandskov har brug for mere plads

Tandskov: Byrådet ønsker, at vi i fremtiden genbruger mere af vores affald. Derfor har Affaldscenter Tandskov brug for en omlastestation til genbrugsemballage, og Silkeborg Forsyning vil gerne bruge en del af den gamle grusgrav lige i nærheden. Det kræver en ny lokalplan, og byrådet besluttede at sende et forslag til lokalplan for området i 8 ugers høring. Se lokalplanforslaget.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 7

Bolig på Lysbrohøjen 23c
Lysbro: Kommunen har fået en ansøgning fra en borger, der er interesseret i at bygge en bolig på Lysbrohøjen 23c, hvad den nuværende ikke tillader på grund af hensyn til områdets natur. Det kræver en ny lokalplan, og byrådet besluttede derfor at sende et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for grunden i otte ugers høring. Se lokalplanforslaget
Byrådsmødet mandag 28. november sag 6

Deltag i høringerne

Byrådet besluttede


Ældrerådet bliver til Seniorrådet
Silkeborg Kommune: Byrådet sagde ja til, at vedtægterne for Ældrerådet ændres, så Ældrerådet kan skifte navn til Seniorrådet. Rådets medlemmer ønsker at ændre navnet, fordi mange forveksler Ældrerådet med Ældresagen og derfor henvender sig det forkerte sted. Byrådsmødet mandag 28. november sag 3

Frivilligcentrets flytning billigere end forventet

Silkeborg: Byrådet gav tidligere 1,750 mio. kroner til hjælp til at få Frivilligcentret flyttet fra til Nu er regnskabet gjort op og det viser sig at blive små 385.000 kroner billigere end forventet. Byrådet godkendte, at pengene kommer ned i kommunekassen igen.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 5

Penge til at renovere Østergade

Silkeborg: Byrådet har besluttet, at Østergade i efteråret skal renoveres i samme stil som Torvet. I alt kommer det til at koste 14,4 mio. kroner oven i de 30 mio. kroner, der i første omgang var sat af til Torvet for at udføre begge projekter. De 7 mio. kroner var i første omgang sat af til at renovere næste del af Resendalvej, men der bliver ikke brug for dem. Det bliver langt billigere, at få broen renoveret end først antaget.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 8

Nye p-pladser nær Indelukket

Silkeborg: Byrådet besluttede at købe to grunde på Gudenåvej 11-13 (ved siden af vandværket) nær Indelukket af Silkeborg Forsyning for 1,9 mio. kroner. Grundene skal bruges til parkering, fordi der bliver fjernet p-pladser fra Indelukket. Planen er at få færre biler i Indelukket. Der er i øjeblikket 125 p-pladser i Indelukket, men de 37 bliver nedlagt. Udenfor er der nu 45, men med de nye grunde bliver der 88 oveni og dermed plads til 162 biler i alt.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 10

200.000 kroner til Gjern IFs klubhus

Gjern: Gjern IF har planer om at udvide foreningens klubhus, som også bruges af blandt andet dagplejebørn og pensionister. Derfor har foreningen søgt om 450.000 kroner til hjælp til projektet, som blandt andet omfatter halvtag, terrasse og grillområde – og så skal kælderen tørlægges. Byrådet besluttede at støtte projektet med 200.000 kroner.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 11

Vederlag til medlemmerne i Børn- og Ungeudvalget

Silkeborg Kommune: Byrådet besluttede at hæve det vederlag, som medlemmerne af Børn- og ungeudvalget får. Udvalget skal ikke forveksles med Børne- og Ungeudvalget, som er det politiske udvalg. Børn- og Ungeudvalget afgør, om der i konkrete sager er behov for at tvangsfjerne børn og består af både fagfolk og politikere. I fremtiden bliver vederlaget for politikere 1,6 % af borgmesterens løn.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 12

Når Silkeborg Kommune eksproprierer for Silkeborg Forsyning
Silkeborg: Byrådet godkendte en aftale, der forenkler og standardiserer den måde, opgaver og omkostninger er fordelt, hvis/når Silkeborg Kommune skal/har ret til at ekspropriere på vegne af Silkeborg Forsyning. Aftalen slår også fast, hvordan parternes rettigheder og forpligtelser er fordelt. Aftalen gælder fra det tidspunk, hvor Silkeborg Forsyning har bedt kommunen om at ekspropriere og kommunen har meldt ud, at der vil blive sat en sag i gang.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 9

Byrådets mødeplan for 2017

Silkeborg Kommune: Byrådet besluttede at gøre, som det plejer i 2017. Så der er byrådsmøde kl. 17 den fjerde mandag i hver måned undtaget juli. Med enkelte undtagelser: Mødet 23. oktober flyttes frem til 30. oktober – og mødet 1. juledag bliver holdt mandag 18. december i stedet. Første- og andenbehandling af budgettet foregår mandag 18. september kl. 13 og tirsdag 10. oktober kl. 15. Akkurat som det plejer at være, er der 30 minutters dialogmøde med borgerne først. Dog ikke fra 1. september, og indtil kommunalvalget er ovre. Du kan se dagsordener på vores hjemmeside fra onsdag inden mødet.
Byrådsmødet mandag 28. november sag 13

Sag 4 udgik

 
Sidst opdateret