Byrådet har besluttet - oktober 2017

Mandag 30. oktober var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Her på siden finder du en kort oversigt over, hvad byrådet har besluttet.
Byraadshammer

Høringer

Etagebyggeri i Sydbyen
Silkeborg: Der er planer om flere boliger på den gamle stadiongrund, og det kræver en ny lokalplan. Derfor sendte kommunen et forslag til lokalplan i 8 ugers høring. Planen skaber plads til cirka 80 boliger, der kan være 75-125 m2 store. Grunden er 13.340 m2 og der må være max. 8.000 boligetagemeter på den. Hver bolig får 1½ p-plads med vejafgang ud til Sanatorievej. Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 2

Byrådet har besluttet


Nyt kvarter med 80 boliger i Lysbro
Lysbro: Flere og flere flytter til Silkeborg Kommune, og nu bliver der plads til endnu flere i Lysbro i området syd for Herningvej. For byrådet godkendte en lokalplan, der giver plads til cirka 80 boliger i form af fire punkthuse på 4-6 etager. Det skal være stier og rekreative områder mellem bygningerne, der skal være træer og lignende ud mod Herningvej – blandt andet for at dæmpe støj. I alt dækker lokalplanen et areal på cirka 1,3 hektar.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 3

Flere vandhuller til padder og grønne mosaikguldsmede

Silkeborg Kommune: Der lever mange sjældne dyrearter i Silkeborg Kommune, og kommunen har pligt til hvert år at undersøge leveforholdene for sjældne dyrearter i forskellige områder. I 2017 blev naturen øst for Bølling Sø og området mellem Vester Højmarksvej og Silkeborgmotorvejen undersøgt. Resultater er, at det ville være godt med 4-5 vandhuller for padder og 2 til grønne mosaikguldsmede. Byrådet bevilgede 1 mio. kroner til at anlægge vandhuller for.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 4

Køkkenerne i Askehuset i Them og Skovbuen i Gødvad bliver renoveret
Them og Gødvad: Daginstitutionerne Askehuset i Them og Skovbuen i Gødvad trænger til at få køkkenerne renoveret. I køkkenet i Askehuset laves der mad til ca. 100 personer. Skovbyen har indtil nu ikke haft kostordning, men i 2017 besluttede et stort flertal blandt forældrene at indføre kostordninger. Byrådet bevilgede 1 mio. kroner i alt at renovere køkkener for.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 5

58 mio. kroner til 36 handicapboliger på Nordre Skoles grund
Silkeborg: Byrådet godkendte, at pengene til at bygge handicapboliger på Nordre Skoles grund bliver frigivet. Der er tale om 58,0 mio. kr. Efter planen går byggeriet i gang i april 2018 og de 36 handicapboliger er klar til beboerne juni 2019.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 6

Nye biler til handicapområdet
Silkeborg Kommune: Nogle af bilerne, der bliver brugt til at køre handicappede i, trænger til at blive skiftet ud. Der er for mange udgifter til reparationer, og bilerne har ikke det udstyr, som nye biler har – fx lifte. De nye biler vil også indvirke positivt på arbejdsmiljøet for medarbejderne, fordi de får færre løft og lettere kan assistere borgerne. Derfor bevilgede byrådet 2,695 mio. kroner til nye biler.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 7

IT værksted og info-skærme til voksne handicappede
Silkeborg Kommune: Byrådet har besluttet at investere 1 mio. kroner i mere velfærdsteknologi til voksne handicappede på 3 områder. Info-skærmene skal give beboerne overblik over dagligdagens informationer, medarbejdere på arbejde og aktiviteter på en overskuelig måde. Formålet med IBG-Skærmløsningen er at give borgerne overblik over dagligdagens informationer, ressourcer og aktiviteter på en overskuelig og aktiverende måde. En del af pengene skal bruges på at etablere et IT-værksted på Bomholthus til mennesker med autisme-forstyrrelser og senhjerneskade. Der bliver installeret software, der kan træne borgernes koncentration, overblik og hukommelse. Endelig skal nogle af pengene gå til indkøb af udstyr til en række forsøg med alarmer og pejlesystemer, fx døralarmer og trædemåtter. Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 8

Plan for de næste 4 års beredskab
Silkeborg Kommune: Hvert 4. år skal kommunens beredskab have en ny politik og plan for driften. Siden den sidste er Silkeborg Brand og Redning fusioneret med Viborg Kommune i Midtjysk Brand og Redning, så kommunerne har valgt at gøre det i fællesskab. I den nye plan er der blandt andet forslag om at justere og aktiveringsprocedure for krisestaben, gennemføre flere øvelser for at prøve planerne af, gøre det obligatorisk at evaluere konkrete hændelser. Byrådet godkendte planen.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 9

Nye billige boliger på Hjejlevej
Silkeborg: AAB-Silkeborg opfører 12 familieboliger med tilskud på Hjejlevej 48 på Århusbakken. Byggeriet kommer efter budgettet til at koste 8.808.000 kroner. Hver gang boligselskaber bygger almene boliger, skal kommunen betale 10 procent af grundkapitalen, så byrådet bevilgede 0,881 mio. kr.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 10

595.000 kroner til Vium-Hvam Kultur- og Multihus
Vium-Hvam: Det blev dyrere for foreningerne bag Vium-Hvam Kultur- og Multihus (tidligere en kommunal sognegård) at renovere bygningerne end først antaget. Blandt andet fordi der skulle være en flugtvej gennem en betonvæg i kælderen, separeres kloakledninger – og fordi fonde ikke dækker udgifter til arkitekt og ingeniør. Byrådet bevilgede pengene.Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 11

Bestyrelsesmedlem til College 360
Silkeborg: Byrådet udpegede Søren Kristensen fra Socialdemokratiet til medlem af bestyrelsen for College 360, der er en fusion mellem Teknisk Skole Silkeborg og Silkeborg Business College. I øjeblikket har Silkeborg Kommune et medlem af bestyrelsen på hver uddannelsesinstitution, men skal nu have et enkelt på den fusionerede skole.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 12

Forslag fra partierne/løsgængere

Enhedslisten: Evaluering af kompetenceplan

Silkeborg Kommune: vedtog et forslag fra Enhedslisten om at evaluere Plan-, Klima- og Miljøudvalgets kompetenceplan, som blev ændret for 18 måneder siden og gav udvalget muligheden for selv at godkende lokalplaner endeligt. 
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 13

Stands planer om grusgrav ved Hjøllund
Hjøllund: Løsgængerne Leif Lund og Teresa Jørgensen ønskede, at byrådet behandlede et forslag om at standse planerne om en grusgrav ved Hjøllund. Byrådet sendte sagen tilbage til behandling i Plan-, Klima- og Miljøudvalget, idet sagen ikke er tilstrækkeligt belyst. De 2 grundejere, der har søgt om at få området udlagt til grusgrav, er ikke blevet partshørt.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 14

Stands planer om boliger mellem Borgdalsvej og Langdalsvej i Sejs-Svejbæk
Sejs-Svejbæk: Løsgængerne Leif Lund og Teresa Jørgensen ønskede, at byrådet behandlede et forslag om at standse planerne om et boligprojekt mellem Borgdalsvej og Langdalsvej i Sejs-Svejbæk. Byrådet sendte sagen tilbage til Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, fordi sagen endnu er i en undersøgende fase.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 15

Stands planer om et biogasanlæg i Lemming
Lemming: Leif Lund (løsgænger) ønskede, at byrådet behandlede et forslag om at standse planerne om at give tilladelse til et biogasanlæg nær Lemming. Byrådet sendte sagen tilbage til behandling i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, fordi ansøgeren om et biogasanlæg endnu ikke er blevet partshørt efter de indkomne høringssvar.
Byrådsmødet mandag 30. oktober sag 16

Sidst opdateret