Silkeborgs helhedsorienterede indsats for sårbare familier indstillet til pris

Silkeborgs tidlige og helhedsorienterede indsats for sårbare familier med komplekse problemer er indstillet til Olivia Prisen.
Billede fra colourbox

Olivia Prisen hylder sagsbehandlernes ekstraordinære indsatser ude i kommunerne. Helhedsorienteret Indsats i Silkeborg Kommune er blevet nomineret til prisen sammen med fem andre indsatser. I alt har Team Olivia modtaget omkring 60 indstillinger til prisen.

Idéen med Helhedsorienteret Indsats er, at sårbare familier får tilknyttet én enkelt sagsbehandler – også kaldet en Case Manager, som indgang til kommunen. Case Manageren udøver rådgivning og myndighed, både i forhold til beskæftigelseslovgivningen og serviceloven.

Se film om Helhedsorienteret Indsats

I indstillingen til prisen bliver Helhedsorienteret Indsats beskrevet således: 

• ”Helhedsorienteret Indsats opnår tillidsvækkende relationer, som bærer frugt på både voksen -og børneområdet pga. deres store relations arbejde, hvor de er meget let kontaktbare og har mulighed for at køre hjem til familierne, når behovet er der.”

• ”Case Managers arbejder empowerment orienteret, i forhold til at klæde borgerne på til selv at håndtere udfordringer og opgaver.”

• ”Helhedsorienteret Indsats gør hver dag en stor forskel for de familier, de arbejder med. De gør også en forskel på samarbejdet på tværs af afdelinger. Vigtigt er det også, at de gør en forskel for hinanden, det er et stærkt team som formår at støtte op om hinanden - men også at give hinanden god faglig sparring hvor tankegangen udfordres.”

Vinderen findes til marts

Prisvinderen findes ved en prisoverrækkelse i marts måned. Vinderen af Olivia Prisen modtager udover hæderen 50.000 kr., som skal gives til et godtgørende formål for mennesker i Danmark. 

Det er et dommerpanel, som har udvalgt de seks nominerede indsatser, og som afgør, hvem der i sidste ende vinder prisen.

Dommerpanelet består af Majbrit Berlau, Formand Dansk Socialrådgiverforening, HR-CSR leder Jesper Højgaard, Falck Danmark, Jakob Stampe, CEO Pentia A/S (formand for dommerpanelet), skuespiller, instruktør og konsulent Jens Arentzen og administrerende direktør Jan Wilken, Team Olivia Danmark.

Læs mere om prisen her

Sidst opdateret