Forslag til Tillæg 14 til Kommuneplan 2017-208 og Lokalplan 21-003 Bolig Mads Doss Vej, Thorning

Silkeborg Byråd har 29. januar 2018 godkendt ovennævnte forslag til kommuneplantillæg og lokalplan med henblik på offentlig høring i 4 uger i perioden 7. februar til og med 7. marts 2018.
Lokalplan

Offentliggørelsen sker jf. planlovens § 24.

 

Se beslutningsprotokollen

Beslutning om offentlig høring

Beslutning om ikke at udarbejde miljøvurdering

 

Lokalplanforslaget

Lokalplanforslagets formål er

  • at udlægge lokalplanområdet til boligformål med mulighed for tæt lav boligbebyggelse med fælles fri- og opholdsarealer.
  • at overføre en del af lokalplanområdet fra landzone til byzone.
  • at sikre ny bebyggelse og opholdsarealer mod støjgener fra Rute A13.
  • at sikre at vejadgangen til nye boliger sker ad Mads Doss´Vej via eksisterende tilkørsel. 
  • at sikre at vejvand ledes til kloak.
  • at sikre et vejudlæg med en bredde på minimum 5,5 meter.

Lokalplanforslaget omfatter et areal på ca. 4500 m2, hvor størestedelen ligger i byzone. Arealet, der ligger i landzone overføres til byzone ved lokalplanens endelige vedtagelse. Lokalplanforslaget giver mulighed for 8 tæt-lave boliger.

 

Lokalplanforslaget kan ses på lokalplansiden eller hos Silkeborg Kommune, Teknik- og Miljøafdelingen, Søvej 3, 3. sal, 8600 Silkeborg.

 

Din kommentar

Har du indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag til planforslagene, skal du skrive til teknisk@silkeborg.dk eller Silkeborg Kommune, Teknik- og Miljøafdelingen, Søvej 1, 8600 Silkeborg eller anvende linket ”Din kommentar” øverst på lokalplansiden. Høringssvar skal være modtaget af Silkeborg Kommune senest 7. marts 2018.

 

Lokalplanforslagets midlertidige retsvirkninger

Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget, må de ejendomme, der er omfattet af forslagene, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Der gælder jf. planlovens § 17, stk. 1 et midlertidigt forbud mod udstykning, opførelse og nedrivning af bebyggelse samt ændring af anvendelsen. Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil.

De midlertidige retsvirkninger gælder fra 7. februar 2018 og indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort, dog højst indtil 7. februar 2019.

 

Forslag til tillæg nr. 14 til Kommuneplan 2017-2018

Der er sideløbende med lokalplanforslaget udarbejdet forslag til tillæg nr. 14 til Kommuneplan 2017-2028. Kommuneplantillægget skal sikre, at der er overensstemmelse mellem planerne. Kommuneplantillægget kan ses på http://kommuneplan.silkeborg.dk 

 

Afgørelse om ikke at foretage miljøvurdering

Planforslagene er screenet jf. miljøvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 3

 

Byrådet har 29. januar 2018 på baggrund heraf vurderet, at planforslagene ikke har væsentlig indvirkning på miljøet og derfor ikke er omfattet af lovens krav om miljøvurdering. Begrundelsen for denne afgørelse fremgår af planens redegørelse.

 

Der er ikke hørt andre berørte myndigheder end Silkeborg Kommune.

 

Klagevejledning – miljøvurdering

Efter planlovens § 58, stk. 1, pkt. 4 kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet. Det vil sige, at du f.eks. kan klage, hvis du mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen eller ikke har overholdt procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Efter planlovens § 60 skal en klage være indgivet skriftlig inden 4 uger efter, at afgørelsen offentlig bekendtgjort.

På hjemmesiden nmkn.dk finder du ”Klageportalen”. Du logger på med NEM-ID, og klagen sendes så automatisk til kommunen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen. Når du klager, skal du som privatperson elektronisk betale et gebyr på 900 kr. via Klageportalen. For virksomheder og organisationer er gebyret 1.800 kr.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du vil fritages for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til kommunen, som videresender anmodningen til Planklagenævnet, der afgør om din anmodning kan imødekommes.

nr. 1
Indsendt af: Jan k andersen
Dato:
Høringsvar vedr. Forslag til Tillæg 14 til Kommuneplan 2017-208 og Lokalplan 21-003 Bolig Mads Doss Vej, Thorning
Er den nye vej bred nok og vendepladsen stor nok til at lastbiler her tænkt på renovation og olie biler kan komme rundt og vende, og dersom renovationen ikke kan komme ind og samtidig vende på pladsen, hvordan så for os med at komme af med renovationen, vil kommunen så sørge for det, da vi jo ligesom betaler for at der bliver hentet ved skel.

Hvordan vil byggeriet genere os i bygge perioden, vil der være sådan at vi kan komme til og fra vores indkørsler eller bliver vores vej gravet op så vi skal holde alle andre steder?.