Forslag til tillæg 54 til Silkeborg Kommuneplan 2013-2025 og Lokalplan 14-010 for et boligområde syd for Herningvej

Silkeborg Byråd har 26. juni 2017 godkendt ovennævnte lokalplan med henblik på offentlig høring i 10 uger i perioden 30. juni til og med 8. september 2017. Offentliggørelsen sker jf. planlovens § 24.

Ved Byrådets behandling af lokalplanforslaget stemte Enhedslisten (Ø) og Socialistisk Folkeparti (F) imod.

Se beslutningsprotokollen.

Din kommentar

Har du indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag til planforslagene, skal du skrive til teknisk@silkeborg.dk eller Teknik- og Miljøafdelingen, Søvej 3, 3. sal, 8600 Silkeborg. Eller du søger lokalplanen frem under ”Forslag” på http://lokalplaner.silkeborg.dk og anvender ”Din kommentar” øverst på siden. Høringssvar skal være modtaget hos Silkeborg Kommune senest 8. september 2017.

Lokalplanens formål er,

  • at muliggøre etablering af et nyt boligområde syd for Herningvej i Lysbro,
  • at sikre bebyggelsens og anlægs indpasning i forhold til eksisterende bebyggelse mod øst,
  • at sikre etablering af beplantning som afgrænsning mod Herningvej,
  • at sikre etablering af sti- og opholdsarealer imellem bebyggelsen,
  • at sikre en funktionel og sikker afvikling af trafikken i området,
  • at sikre ny bebyggelse mod støj fra Herningvej.

Lokalplanen ligger i byzone og omfatter et areal på ca. 1,3 ha. Lokalplanforslaget giver mulighed for at opføre ca. 80 boliger i form af 4 punkthuse i 4-6 etagers højde.

Lokalplanforslagets midlertidige retsvirkninger

Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget, må de ejendomme, der er omfattet af forslagene, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Der gælder jf. planlovens § 17, stk. 1 et midlertidigt forbud mod udstykning, opførelse og nedrivning af bebyggelse samt ændring af anvendelsen. Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil.

De midlertidige retsvirkninger gælder fra 30. juni 2017 og indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort, dog højest indtil 30. juni 2018.

Forslag til tillæg nr. 54 til Kommuneplan 2013-2025

Der er sideløbende med lokalplanforslaget udarbejdet forslag til tillæg nr. 54 til Kommuneplan 2013-2025. Kommuneplantillægget skal sikre, at der er overensstemmelse mellem planerne. Kommuneplantillægget kan ses på http://kommuneplan.silkeborg.dk 

Miljøvurdering (med miljørapport)

Planforslagene er screenet jf. miljøvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 3. 

På baggrund af screeningen har Silkeborg Kommune vurderet, at planforslagene medfører væsentlige miljøpåvirkninger og derfor skal miljøvurderes på følgende forhold: 

•                 visuel påvirkning 

Miljøvurderingen foreligger i en selvstændig rapport, som er offentliggjort sammen med lokalplanforslaget. Når planforslagenes høringsperiode er afsluttet, vil der blive udarbejdet en sammenfattende redegørelse, der offentliggøres sammen med den endelige lokalplan. 

Der er ikke hørt andre berørte myndigheder end Silkeborg Kommune.

Klagevejledning - miljøvurdering

Efter planlovens § 58, stk. 1, pkt. 4 kan retlige spørgsmål påklages til Miljø- og fødevareklagenævnet. Det vil sige, at du f.eks. kan klage, hvis du mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen eller ikke har overholdt procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Efter planlovens § 60 skal en klage være indgivet skriftlig inden 4 uger efter, at afgørelsen er modtaget. Er afgørelsen offentlig bekendtgjort (f.eks. på kommunens hjemmeside) regnes klagefristen fra bekendtgørelsen.

På hjemmesiden nmkn.dk finder du ”Klageportalen”. Du logger på med NEM-ID, og klagen sendes så automatisk til kommunen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen. Når du klager, skal du som privatperson elektronisk betale et gebyr på 900 kr. via Klageportalen. For virksomheder og organisationer er gebyret 1.800 kr.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du vil fritages for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til kommunen, som videresender anmodningen til Miljø- og fødevareklagenævnet, der afgør om din anmodning kan imødekommes.

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.