Stor tilfredshed med Borgerservice

Ni ud af ti borgere er tilfredse med den service, de får, når de henvender sig i Silkeborg Kommunes Borgerservice. Den glade smiley vinder trods højsæson for nye pas.
tilfredshedsundersøgelse borgerservice

90 % af borgerne trykker på den glade smiley, når de har været i Borgerservice for at aflevere en ansøgning, bestille nyt pas eller forny kørekortet.

Sådan lyder konklusionen på den seneste tilfredshedsundersøgelse, hvor borgere, der besøgte Borgerservice i uge 20, 21 og 22, blev spurgt om deres oplevelse af servicen.

Ved udgangen kunne borgerne vælge mellem fem forskellige smileys – fra meget sur til meget glad – og blev opfordret til at trykke på den, der svarede til deres oplevelse. 

Den høje tilfredshed følger niveauet fra de seneste års tilfredsundersøgelser, og det glæder Tina Villumsen, der er leder af Borgerservice.

”Vi er meget glade for, at så stor en andel af borgerne fortsat har en god oplevelse, når de har brug for os. Undersøgelsen er lavet, mens der har været rigtig meget tryk på kedlerne. Det er højsæson for pas, og samtidig har vi skullet genberegne alle sager om gensidig forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere. At langt de fleste borgere alligevel har haft en god oplevelse – både i forhold til ventetid og betjening – skyldes medarbejdernes store indsats,” fortæller Tina Villumsen.

Kortere kø på vej
Af de 90 % tilfredse borgere er 3 ud af 4 endda meget tilfredse. Kun 6 % af de borgere, der har svaret på undersøgelsen, er utilfredse – heraf langt de fleste, fordi de oplevede, at ventetiden var for lang. 

”Hvert år har vi 50.000 henvendelser i Borgerservice, og for de fleste borgere repræsenterer vi mødet med Silkeborg kommune. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden forfølger en bedre service og lytter til de tilbagemeldinger, vi får fra borgerne,” siger Tina Villumsen.

Et af ønskerne er kortere ventetider. Og Borgerservice har netop bestilt et nyt nummersystem, som giver en mere smidig afvikling af køen i perioder med spidsbelastning. Systemet giver også borgerne adgang til på forhånd at bestille en tid til at få fornyet passet, så ventetiden fremover ikke opleves så lang.

593 borgerne har deltaget i undersøgelsen ud af i alt 2.817 henvendelser i perioden. Det svarer til 21 % af henvendelserne.

Silkeborg Kommune har gennem en årrække systematisk målt borgernes tilfredshed på en række områder.

Læs mere om borgernes tilfredshed

Sidst opdateret